oktober 20, 2007

Giv krigen en chance?

I krig slippes alle helvedets dæmoner løs, skriver en journalist i ”Världen idag” og giver et glimt af krigens hærgen. Risiko for krig er stor, hvor mennesker undertrykkes, men hvad skal de enkelte nationer, militæralliancer og verdenssamfundet stille op, når folkemord er i gang? Hvordan kan det stoppes? spørger journalisten.

Bare inden for de sidste 10-20 år har der været massemord og folkemord i flere lande. Men almindeligvis tier vi og bliver kun oprørte, når nogen – især USA – forsøger at stoppe massemordene ved militær indgriben. Listen over massemord i verden er dyster læsning, så meget mere som vi altid siger ”aldrig mere” efter hvert folkemord. Det være sig efter Hitletrs holocaust og efter folkemordet i Rwanda. Men alt går videre som før.

Nordkoreas Kim Jung har ladet hundredtusinder undersåtter sulte ihjel. I Burma går det ud over Karen-folket. Sadam Hussein gassede kurderne. Putin ryddede ud i Tjetjenien. Og i Dafur hærger muslimske aftrikanere og arabere.

Hvad gør man for at stoppe blodsudgydelserne?

Man snakker...

...og snakker...og snakker.

Kan vi lære noget af historien? Havde man ikke kunnet hindre Hitlers fremfærd på et tidligt tidspunkt og dermed hindre eller mindske anden verdenskrigs ulykker? Er ”Fred i vor Tid” altid den bedste løsning? Hvad lægger vi op til nu? Hvad har vi lagt op til længe?

FN var på plads i Rwanda under folkemordet 1994 med ”fredsbevarende” styrker, men de blev tvungne at se på som passive tilskuere, fordi Kofi Annan forbød FN-soldaterne at gribe ind. Er det løsningen: at stå og være vidne til et folkemord på en million afrikanere?

Kofi Annan fik Nobels fredspris!!!

Også i det tidligere Jugoslavien måtte de ”fredsbevarende” styrker nøjes med at iagttage massakrene.

Måske skulle man ”give krigen en chance”? skriver journalisten. For menneskers og fredens skyld. Eller skal vi snakke videre, mens Sudans islamistiske morderregime fortsætter massakrene på tusindvis af sorte? Og hvorlænge skal andre regimer og diktatorer fortsætte deres udrydninger? Er vi tilfredse med, at man snakker? Eller vågner vi op om nogle år og gentager vort ”aldrig mere!”

Men da er det forsent – igen!