januar 22, 2008

Tvunget til abort i niende måned

Mens vi her i Europa - og ganske særlig i Sverige – bryder os katten om vore fostre, som vi gerne smider i skraldeposen, hvis det passer os, så ser det helt anderledes ud i Kina. Dér har man som bekendt bare lov at få eet barn. Sådan har staten bestemt det. Ikke af ondskab, men fordi man har indset, at den kinesiske befolkning allerede nu er altfor stor. Andre folkeslag, der uhemmet sætter mange børn i verden, som de dårligt eller slet ikke kan forsørge, burde nok tage sagen op og begrænse deres avlelyst.

Men man skal nok ikke gå så hårdhændet til værks som i denne historie fra Kina, som er syv år gammel og refereres i The Telegraph.
En ung kvinde blev tvunget til abort i niende måned. Vandet var allerede gået, da politiet slog til og hentede den højgravide mor. Det hjalp ikke, at hun tiggede og bad for sig og datteren, hun bar. Hun blev ført til en abortklinik, hvor man gav det fuldbårne barn i livmoderen en dødelig injektion. Aborten gik hårdt ud over kvinden, som mistede meget blod og måtte ligge på hospitalet 1½ måned. Hun blev tilmed steril.

Hun havde overtrådt loven ved ikke at være gift ved undfangelsen. Hun og kæresten giftede sig først 5 måneder senere.
Hendes mand forsøgte at bestikke myndighederne og/eller at skaffe de ca.10.000 sv. kroner, som bøden ville koste, men forgæves.

Ægteparret har henvendt sig til de lokale myndigheder om erstatning. Nu – efter syv år – har en domstol taget deres sag. De kræver ca. 1,2 millioner kroner. Det er første gang, at en domstol tager en sådan sag, men også første gang, at kinesiske medier åbent rapporterer om protester mod lovgivningen.

Dette må være en sag, som kan tages op i forbindelse med Olympiaden, hvis man da vil forsøge at lægge pres på Kina for mere menneskevenlige forhold?

Kilde: Världen idag 21. januar 2008.