februar 29, 2008

"Og præsten holdt en tale og sagde ingenting"

Berlingeren bragte den 25/2 en artikel af lektor Stig Wørmer om ”Roskildefreden. Den glemte historie om det tabte land”. "Desværre er det officielle Danmark ligeglad med den dansk-skånske historie," skriver han. Det gælder såmænd ikke bare begivenhederne i 1657-58, men historie er generelt et forsømt skolefag, hvilket ikke øger forståelse for vor samtids politiske problemer. Det er heller ikke lykken at plukke enkelte historiske begivenheder ud af den store sammenhæng, da jo alt har en forhistorie.

"Skyldes det dansk forsigtighed og hensyntagen til erobreren?" spørger Wørmer. "Er det småstatssyndromet, der slår igennem, eller er man simpelthen banket på plads? Det er åbenbart et ubekvemt emne. Strudsepolitik i moderne udgave!"
Måske smitter myndighedernes nutidige dhimmi-holdning af på deres stillingtagen til de historiske tildragelser? Skal vi indordnes islams lære: at før Muhammed var der ingenting, existerede der ingenting. Derfor ødelægger islam gerne de kulturværdier, der er ældre end Muhammed, som f.ex. de enorme Buddhastatuer, de byzantinske oldkirker etc.

Roskildefreden blev markeret i Den Dansk-Skånske Forening og i Roskilde Domkirke.
Men begge steder var det en yderst pover forestilling! Een stor skuffelse – i hvert fald, hvis man havde forventet sig noget.
Ved enhver mindebegivenhed ridser talerne gerne hovedlinjerne op igen og levendegør personerne, hvad enten forsamlingen kender dem eller ej, men Nej...vi hørte ikke om Ulfeldt og Leonora Christine, Sofie Amalie og Frederik 3, Karl X Gustav og hans march over isen, - og skamstøtten kunne man ikke se, fordi Nationalmuseet netop havde restaureringsarbejde dér omkring, så der var afspærret. Man vævede overfladisk om ”naturlige grænser”, krigsgale konger og andre uvedkommende historiske nederlag.

Man havde annonceret en ”mindegudstjeneste i Roskilde Domkirke” om aftenen på selve fredsdagen, og kronprins Frederik og kulturministeren ville være til stede. Domkirken var fuldsat. Biskop Lindhardt stod på prædikestolen, men nogen mindegudstjeneste var der ikke! Ikke et mindeord over alle de døde, sårede og mishandlede skåninger og andre danskere eller over de dræbte svenske soldater – en ynkelig forestilling helt igennem, ikke domkirken, biskoppen eller Danmark værdig.

Havde ikke Prins Jørgens Garde fra Vordingborg spillet op før og efter
forestillingen i Domkirken var man listet hjem med en endnu bitrere smag i munden.

Dagen efter viste der sig et lyspunkt i mørket. Roskilde Museum har arrangeret en pæn lille udstilling omkring Roskildefreden med de originale dokumenter udlånt fra Rigsarkivet og et nydeligt udstillingskatalog med billeder og tekst om datidens tildragelser.