juli 24, 2008

Urimelige internationale konventioner må ud!

Udenrigsminister Per Stig Møllers tanker om at ændre flere internationale konventioner er et positivt signal fra regeringen. Det siger Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti i en kommentar til udenrigsministerens glædelige udmeldinger i Kristeligt Dagblad.

- Særligt menneskerettighedskonventionen udgør et problem. Fortolkningen af konventionens artikel 2 og 3 gør, at terrormistænkte ikke udvises og at man også vil være forhindret i at udvise reelle terrorister. Endvidere er det menneskerettighedskonventionens art. 8 om ret til familieliv, der gang på gang får Højesteret til at omstøde udvisningsdomme af hærdede kriminelle. Det er selvsagt uacceptabelt, at hensynet til dybt kriminelle udlændinges familieliv skal stå over hensynet til danskernes almene sikkerhed. Derfor har udenrigsministeren ret i, at menneskerettighedskonventionen må omskrives. Andre EU-ledere har tidligere fremsat lignende tanker. Derfor må udenrigsministeren tage sagen op med sine kolleger i EU, siger Morten Messerschmidt.

- Grundlæggende skal der gøres op med det princip, at ikke-danske statsborgere i Danmark nyder samme beskyttelse som danske statsborgere. Bestemmelserne i artikel 16 bør udvides, så det bliver lettere for konventionslandene at retsforfølge og dømme – men sandelig også at udvise udlændinge, der begår hård kriminalitet, terror eller ægger til islamisme, fastslår Morten Messerschmidt.

- Vi oplever til tider, at folk, der ønsker vores verden lagt i ruiner, misbruger menneskerettighederne til deres forehavende. Dette misbrug skal vi til livs – og jeg kan derfor kun bakke op om udenrigsministerens klarsynede udmeldinger om, at såvel menneskerettighedskonventionen, Genevekonventionen mv. må ændres. Jeg vil nu tage kontakt til Per Stig Møller og sikre mig, at der følges op på overvejelserne, fastslår Morten Messerschmidt.