november 01, 2008

Propagandamøde for international terrorisme

Terror er blevet en daglig begivenhed på jordkloden. I nogle lande mere end i andre.
For tredive år siden var der en stor demonstration imod terrorisme i København. Den var arrangeret af "Komitéen imod International Terrorisme" og anledningen var, at en terroristorganisation havde arrangeret et møde på Arne Larsens "Kildegården" ved Tisvilde.

Demonstrationen løb af stablen den 23. marts 1978 og gik - så vidt jeg husker - fra den Sovjetiske Ambassade til Rådhuspladsen. Langs ruten stod der her og der folk, der fotograferede de demonstrerende eller - fotograferne!

Den fra Frihedskampen så kendte Jens Lillelund holdt følgende tale:

"I de første 3-4 år af Danmarks besættelse var frihedskampen en kamp på to fronter -
dels naturligvis mod tyskernes og deres danske håndlangeres terror, dels mod de - der burde have været vore allierede - mod den danske regering og de danske myndigheder og deres prostituerende samarbejde med tyskerne.

Først den 29. august 1943 sagde regeringen - tvunget af omstændighederne - det mest forsinkede og det mest afgørende NEJ i Danmarks historie.

Vi oplever nu atter den samme paradoksale situation, hvor en bange regering ikke tør tage et klart standpunkt og sige nej til international terror, men imod det store flertals ønsker - og i strid med grundloven - smugler terrorister ind ad bagdøren og godtager, at et propagandamøde for terror i dølgsmål og uden nogen som helst kontrol afholdes på dansk grund til skade for Danmarks anseelse.

Regeringen benytter - som besættelsestidens samarbejdsregering - alle mulige politiske og juridiske spidsfindigheder for at bortforklare sin mangel på holdning.

På grund af den omsiggribende internetionale terror har vi forstærket politiberedskab og kontrol ved grænser og i lufthavne.

Dette er altså kun et kostbart show for skatteydernes penge, når vi samtidigt må finde os i, at medlemmer af verdens mest berygtede terrorbander P.F.L.P. og Al Fatah uantastet kan propagandere for deres forkvaklede synspunkter i dansk radio og TV.

Den danske befolkning stillede under besættelsen et så - bogstavlige talt - dundrende mistillidsvotum til samarbnejdsregeringen, at den måtte gå.

Det gør vi atter i dag, og vi håber, at regeringen forstår, at det er alvor. Vi har haft nazisme nok i Danmark.

Den frihed vi dengang vandt, var så dyr, at vi ikke stiltiende vil opleve en regerings grundlovssstridige støtte til internationale forbryderbander og deres horde af danske håndlangere og reaktionære frihedsbekæmpere.

Vi er samlede lige ved eet af de tusindvis af monumenter, der over hele jorden er rejst for de, der gav deres liv i kampen for friheden.

Vi vil beholde den frihed, det dengang kostede så store lidelser at genvinde."

Jens Lillelund.