april 16, 2009

Noget om at råbe i ørkenen...

NB nedenstående tyske fremgangsmåde fra myndighedernes side kender vi også i Danmark, Sverige og Portugal. Den bruges formodentlig inden for hele EU, hvilket i virkeligheden betyder, at vor såkaldte ”grundlovsikrede rettighed” til ytringsfrihed, der også fastslås i FN´s menneskerettigheder, er uden praktisk betydning. Man henvises blot af politiet til et afsides liggende øde sted. Det gjorde man ved demonstration i Lissabon imod ”Lissabontraktats-forslaget” og det gør man imod foreningen ”Stop Islamisering af Danmark”.
- - -
Som tidligere omtalt her på bloggen har muhammedanernes krav om en stormoské i Køln og byrådets accept af dette, fået en del borgere op af lænestolene. Foreningen ”Pro Køln” har modsat sig islamiseringen af Køln med demonstrationer og en større kampagne med uddeling af CD´er med videoindspilning, som dels uddeltes gratis i Køln og dels kunne hentes ned fra internettet.

Nu har ”Pro Köln” anmeldt en anti-islamiseringskongres under åben himmel på pladsen foran den mægtige Kølnerdomkirke. Men politiet afviste, at de kunne holde møde dér og henviste dem i stedet til en afsides liggende plads. De klagede omgående til Kølns Forvaltningsret, men retten holdt med politiet. I en 9 sider lang begrundelse argumenterer de for, at der er risiko for moddemonstration.

”Pro Køln” indhentede derpå en udtalelse fra advokat Joachim Steinhøfel:
Jeg finder Forvaltningsrettens afgørelse upassende. Retten underkender de grundlæggende retningslinjer i den forfatningsretslige retspleje. Grundlæggende for den foreliggende sag er bl.a. en afgørelse fra Tysklands forfatningsret, som man kan læse i NJW 2000, 3053 (3056).

Dér hedder det:
”Staten skal ikke finde sig i, at fredelige demonstranter fra en bestemt politisk retning – her fra højreextremister – bliver forhindret ved voldsomme moddemonstrationer. Vold fra ”venstrefløjen” er ikke noget forfatningsretsligt acceptabelt svar på en trussel mod den retsstatslige orden fra ”højrefløjen”. Hvis voldsdåd er en trussel som modreaktion mod forsamlinger, så må det til beskyttelse af den retsstatslige orden kaldede politis opgave være på upartisk måde at virke for virkeliggørelsen af forsamlingsfriheden for alle grundlovslydige borgere.”

Denne grundregel har forvaltningsretten i Køln tilsidesat. De påberåber sig, at arrangementet ”uvægerligt vil genere” trafikken. Hermed mener forvaltningsretten de forstyrrelser, som kunne blive følgen af voldelige moddemonstranter.
Dermed gør forvaltningsretten arrangørerne ansvarlige for forulempelse af tredjemand og mener sig derved berettiget at indskrænke udøvelsen af forsamlingsfriheden, i stedet for at beskytte den. Forvaltningsretten underkender dermed den grundlæggende ret til forsamlingsfrihed.

Ene og alene undtagelsesvis og kun under ganske særlige forudsætninger for en såkaldt politimæssig nødsituation kan en indskrænkning af forsamlingsfriheden retfærdiggøres, når der ikke er andre muligheder for at afværge en truende fare.
I Kølns forvaltningsrets afgørelse bliver tingene stillet på hovedet. Ganske vist findes der i rettens formulering også tegn på, at de anser den uhindrede tilgang til arrangementet for værd at beskytte. De virker dog floskelagtige og skal åbenbart tjene som alibi. Hovedvægten ligger på beskyttelsen af tredjemands rettigheder, togtrafikken, adgangen til Kølnerdomkirken og uforstyrret shopping i Kølns bymidte. Forsamlingsfriheden har tydeligvis lavere betydning for forvaltningsretten. Men staten er først og fremmest forpligtiget til at værne om forsamlingsfriheden.


Grundretten til forsamlingsfrihed underkendes også af Køln forvaltningsrret hvad angår bedømmelsen af valg af stedet for arrangementet. Men beskyttelsen af grundreglen indebærer også valg af stedet for arrangementer. BverfGE 69, 315, 343 (Brokdorf). Det siger sig selv, at valg af sted også afhænger af spørgsmålet, om og hvordan arrangementet kan varetages. Det er derfor legitimt og omfattet af grundlovsbeskyttelsen, når der vælges et sted, som vækker en bestemt mængde opmærksomhed.