januar 16, 2010

Solvognen: lærerigt inspirerende teater

Som nævnt i Den ukorrekte Avis, DUA nr. 71, www.denukorrekteavis.dk så VS´eren Arne Skovhus det som sin livsopgave at nedgøre, hvad venstrefløjen kaldte de etablerede teatres fimsede finkultur og ændre samfundssystemet i marxistisk retning.. Et hav af politiske teatergrupper dukkede op, ikke mindst beregnet til børn, for her som altid når man vil ændre samfundet gjaldt det at få fat i børnene, inden forældrene havde fordærvet dem.

”Solvognen” på Christiania introducerede en helt ny form for teater: happenings, hvor intetanende mennesker blev inddraget som en del af helet. At det var dygtigt gjort, skal ikke nægtes. Mange husker sikker, hvordan Solvognens julemænd lavede grin med autoriteterne og uddelte varer til folk fra diskene i Magasin du Nord.

Men ikke mange kender til de mere fordægte forestillinger, der skulle ødelægge almindelige valgmøder, som f.eks. i 1975:

Der var udskrevet valg til folketinget torsdag den 9. januar 1975.

Den 5. januar holdt Fremskridtspartiet et vælgermøde i Trørød Skole, hvor Erhard Jacobsen, Glistrup og en konservativ (?) sad i panelet med advokat Palle Tillisch (Z) som ordstyrer. Som sædvanligt ved slige møder fik jeg - skønt partiløs outsider - lov at stå med mine egne pjecer imod Christiania, narko, Mentalhygiejnen, psykologvældet etc. ved et bord, som jeg havde stillet et godt sted, hvor folk nødvendigvis måtte passere, når de skulle ud. Jeg kunne fra min retirerede plads bag publikum følge mødets gang.

På et tidspunkt kom en mand med fotoudstyr - åbenbart pressefotograf - nysgerrigt hen og kikkede på mine pjecer. Han fortalte, at han var socialist, og det var jo en ærlig sag.

Mødet gik med spørgsmål om dit og dat, og endelig nåede den vandrende mikrofon til en, som længe havde ønsket at komme til. Thorkild Weiss Madsen hed han og så lidt forhutlet ud. Han fumlede bogen ”Glistrups lille Sorte” op af lommen og begyndte et længere indlæg, hvor han søgte at sætte politikerne i panelet op imod hinanden ved at fortælle, at den ene havde sagt sådan om den anden, og den anden sådan om den ene etc. etc. ”Spørgsmålet!” råbte nogle utålmodigt, ”Kom nu med spørgsmålet!!!”, men han fortsatte ufortrødent… ”Tag mikrofonen fra ham!”, ”Sæt dig, hvis du ikke har noget at spørge om!”, ”Hold op!” lød det fra salen, men han vedblev at gabe op og provokere. Uroen voksede. Ordstyreren brød ind og manede til ro: ”Jeg kender den taler”, sagde han, ”han kommer til alle vælgermøder…”, men det lykkedes ikke at dæmpe publikums irritation. Nogle unge mænd sprang til og ville fjerne Thorkild Weiss Madsen, men han var høj og robust og lod sig ikke sådan flytte. Det blev til voldsomheder. De unge brødes med ham, sparkede og tog håndgreb… Pressefotografen hoppede op på en stol, blitzene lynede…, mens nogle vælgere på de nederste rækker råbte op om, at hvis det gik sådan til ved Centrumdemokraternes og Fremskridtspartiets vælgermøder, så ville de ikke være med! De rejste sig med skramlende stole og forsvandt. De to ordensvagter - eller hvad de var - havde i mellemtiden fået overtaget over Thorkild Weiss Madsen og fik ham med noget besvær smidt ud af lokalet, og mødet fortsatte. Straks efter kom han ind igen ad en anden dør i den tomme gang, hvor jeg stod.
”Daw” sagde han og nævnte mit navn. Han stod dér lige foran mig. Jeg så, hvor kraftig han var bygget. Han lugtede af alkohol, og med håndgemænget i erindring trak jeg mig lidt nærmere hen imod forsamlingen.


Mødet sluttede.

Nu var det min tur. Det gjaldt at uddele så mange pjecer som muligt til folk for at gøre dem lydhøre over for de mere etiske problemer og det marxistiske muldvarpearbejde. Nogle belevne unge mænd sprang til og hjalp mig. ”Her er noget om Christiania”, sagde de og rakte tryksager frem imod mængden, der masede forbi mod udgangen.

Der faldt ro over skolen. Jeg samlede mine papirer sammen. ”Hvem var de unge mennesker, som hjalp mig? spurgte jeg de lokale Fremskridtsfolk, der fik sig en sludder efter mødet. ”Aner det ikke”, sagde de, ”Vi kendte dem ikke”.

Thorkild Weiss Madsen kom ind med overtøj på. ”Hvor er min mappe?” spurgte han brysk. ”Man har stjålet min mappe!” Han fandt sin mappe og gik. Og jeg straks efter. På vej mod udgangen passerede jeg en lille gruppe, som åbenbart kom udefra og stormede ind på drengenes toilet.

P-pladsen lå næsten øde hen, og belysningen bestod af lave lamper, der lyste nedad. Der stod kun en stor buslignende bil et stykke nede på området, samt en gul privatbil foruden min egen.

Men hvad var der egentlig sket? Hvad var det for et mærkeligt møde? Instinktivt følte jeg, at der stak noget under, og jeg besluttede at køre efter den mystiske bus. Det var en lukket varevogn. Den rullede ud fra parkeringspladsen, den gule fulgte efter, og så kom jeg. Vi kørte ind mod byen. Men da vi nåede Jægersborg, drejede de i sidste sekund op ad rampen til Jægersborgvej, så pludeligt, at det kom bag på mig. Jeg fortsatte ligeud mod København, men forstod i samme øjeblik, at de havde villet ryste mig af og sikkert ville køre ned på hovedvejen igen mod byen. Dérfor for jeg op i sløjfen ved Jægersborg Forbrændingsanstalt, rundt og tilbage i Helsingørvejens modsatte (=nordlige) retning, mødte dem ganske rigtigt, fór op ved rampen på Jægersborgvej og ned igen, nu i rigtig køreretning. Så trådte jeg på speederen. Ved Hans Knudsens Plads indhentede jeg dem. Resten af køreturen mindede lidt om en forfølgelsesfilm om end uden flyvende og væltende biler, skrigende bremser og gennemskudte dæk. Ved Vibehus Runddel forsvandt den gule bil rundt i rundkørslen og kørte - ikke som jeg i første sekund troede: bag om mig så jeg fik ”fjenden” både for og bag, men - tilbage ad Lyngbyvej.

Nu kunne jeg læse bilnummeret, DD 41 112, på bussen, en citroën varemotorvogn. Ved hvert trafiklys forsøgte man at ryste mig af. Varevognen holdt tilbage, indtil lyset skiftede fra grønt til gult, men jeg havde ikke tid at sanse. Vi standsede endelig – ved Vandkunsten, ved Projekthus! Varebussens bagdøre smækkede op, og nogle unge mennesker hoppede ud. Jeg nåede ikke at se mere, da jeg ikke kunne holde midt i Rådhusstrædes trafik.

Hvem der kørte den gule bil, aner jeg ikke. Var det ”ven” eller ”fjende”? Var den ude i samme ærinde som jeg selv? Eller var den knyttet til bussen? Et check på bilnumrene gennem kontakt inden for politiet afslørede, at den gule bil, BZ 41 269, var en Ford Cortina tilhørende arkitekt Axel H….-H….. i Vedbæk, mens varemotorvognen tilhørte Thorkild Weiss Madsen med hjemsted i Christiania. Det hele var altså et vel tilrettelagt spil, et glimrende teaterstykke, som løb af stabelen lige for næsen af publikum uden, at de forstod, hvad de så. De unge mennesker, der så beredvilligt styrtede til og temmelig brutalt fik Thorkild Weiss Madsen smidt ud fra vælgermødet i Trørød, var hans egne folk, velklædte og nydelige, så enhver kunne se, at de var medlemmer af Fremskridtspartiet, de Konservative eller Centrumdemokraterne, som ville hindre den fattige Christianiabo, Thorkild Weiss Madsen, i at fremsætte sin mening på mødet. Lige som man også selv havde arrangeret den øvrige teaterstaffage fra fy-råb til højlydte protester og skramlende udvandring samt engageret en pressefotograf. For at understrege deres ”borgerlige” ståsted og lægge afstand til deres Christiania var de sprunget til for at hjælpe mig med uddeling af pjecer.

(Solvognen nævner selv ved opregning af deres happenings, at de optrådte i ”Glistrupsagen” i 1975, hvilket vel omfatter diverse valgmødeforestillinger. At give sig ud for at være modparten (såkaldt sort propaganda) er et probat middel i psykologisk krigsførelse og forekommer på begge fronter her i bogen.)

Hensigten var at lave mudder, skræmme folk fra borgerlige vælgermøder og partier og skaffe et fotografi, som kunne bruges i valgkampen. Det kom også! På forsiden af Information! På selve valgdagen den 9. januar! Som en sidste salut, før man satte sit kryds, en håndgribelig advarsel mod at stemme på visse partier, der foregav at være demokratiske, men som i virkeligheden ikke gik af vejen for at bruge brutal vold mod ringere stillede og anderledes tænkende. Her kunne man selv se: magt, tvang, diktatur – det var den borgerlige fløjs program!

Man vidste ikke på redaktionen, hvem der havde taget billedet. Det var - ”af en fejltagelse” –ikke noteret på fotografiet!!


Kilde: Bogen ”5. Kolonne. 14 års kamp mod nedbrydningen af dansk kultur”.