juni 17, 2010

Initiativtager til "ship ohøjski"-aktionen

Mattias Gardell. Jeg har hørt navnet nævne nu og da, men ikke taget notits af det, men nu bragte min avis, Världen i dag, et tosiders interview med ham på midtersiderne 14/6, så jeg gik i gang…

Da jeg havde pløjet mig igennem halvdelen, orkede jeg ikke mere!

Nogle timer senere ringede en bekendt og spurgte mig, hvad han mon mente, Gardell? Det havde jeg ærlig talt heller ikke fundet ud af, men følte mig nu tvunget til at læse interviewet færdigt. Og ikke nok med det. Jeg måtte studere ham lidt nærmere, for… så meget vrøvl…..!

Internettet!

Dér er han. Søn af en professor i socialpsykologi. Allerede det forklarer vel noget! Han selv doktor i religionshistorie 1995 og senere professor. Nådada! Og flere publikationer om dit og dat. Tidligere kaldte han sig ”anarkist”, senere ”Frihedsstræbende socialist”. Videre står der, at han har fået kritik for at idealisere islam og arabverdenen og bortforklare muslimerne antisemitisme ved ”fortielser, forvrængninger og smudskastning.” Han angreb Uppsala Universitet, fordi de lod Lars Vilks holde foredrag om ytringsfrihed, og nu – det står der i interviewet i min avis – var det ham, der havde taget initiativ til aktionen ”ship to Gaza”.

Mattias Gardel opnåede Det Kongelige Videnskabsakademis pris i 2003 for sin humanistiske forskning og videre Jan Myrdals store ”Leninpris” i 2009, men er også blevet mødt med nedgørende kritik som ”hedningen, der forsvarer politisk islam” etc. og hånlig tildeling af en ”Pol Potpris for historieløshed og naivitet.
Det fandt han åbenbart at han burde svare igen på med følgende artikel: ”Jeg har ikke noget mellemværende med min historie”

Og dér har vi ham!:


Tja, det var den form for historieundervisning som 68´ernes indførte og som Gardell derfor er vokset og med og vokset sammen med og viderebefordrer.
En historeforskning med et forhånds facit, som man skal nå frem til ud fra egen politiseren.

Tidligere historieforskning arbejdede ud fra delvis ukendte eller helt ukendte facit. Man skulle finde glemte dokumenter, gulnede breve, skjulte aftaler og forbindelser frem, fremlægge beviser etc.

Historieforskning før 68´erne drejede sig ikke om at fremhæve noget og fortie andet og finde på hypoteser eller kunne snakke sig fra dit og dat. Det drejede sig om at finde facts, og der fandtes ingen professorater for politiske kandestøbere.