Jeg ser, at Nauntofte og Claus Rifbjerg vånder sig over TV-filmen om ”Jagten på de røde lejesvende”. Troede de, at de var hævet over kritik. og at folk stiltiende ville finde sig i deres propaganda. Deres indoktrinering af børnene førte til ændringer i samfundet – ikke til det bedre, men til det værre!
Jeg skrev i går om Per Schultz. Egon Clausen har jeg tidligere omtalt, bl.a. her på bloggen
29.4.2009, 19.11.2009 og 4.4.2010.
Så nu et par ord om Kjeld Koplev.
Kjeld Koplev tog examen som kok 20 år gammel, udlært på Ingeniørhusets restaurant 1959
Da Arne Skovhus i 1972 forlod chefposten for det politiske Fiolteatret overtog Kjeld Koplev jobbet for de næste to år. Ligesom Arne Skovhus mente han, at alle de etablerede teatre i København burde nedlægges for at give mere plads og penge til politisk teater. Det skulle være med til at ændre samfundssystemet i marxistisk retning, sådan som Arne Skovhus havde slået til lyd for i mange avisindlæg.
Ligesom Ruth von Sperling var Koplev med i redaktionen af det mediekritiske blad ”Pres” og ligesom hun blev han fast leder af radioprogrammet ”Kvart i Fem”” – kaldet ”Farlig Radio”. Jørgen Vedel Petersen flyttede hende imidlertid fra dette program.
I 1975 optrådte Koplev som studievært i DR samen med Georg Metz om fascisme i Danmark.
Under rubriken ”Panelet” i avisen Aktuel 18.12.1976 gjorde han propaganda for Solvognsmedlem Nils Vest´s film ”Et underkuet folk har altid ret” om PLO´s militære skoling af palæstinenserdrenge. Filmen anbefaledes naturligvis også af Ruth von Sperling og mange andre meningsfæller og udlejedes fra Statens Filmcentral til fremvisning på biblioteker m.m.
Efter klage fra MF Arne Melchior over nogle urigtigheder måtte dele af filmen laves om.
Koplev kom med i redaktion af DR´s ”Ugerevy” i Kultur- og Samfundsafdelingen 1980, sammen med Egon Clausen, Lars Perron, Leif Davidsen og Kirsten Jacobsen.
Borgens Forlag var med blandt de røde lejesvende. De lod Torben Weinreich og Søren Vinterberg udarbejde et ønskeprogram for forlagets børnebøger (o. 1975). Weinreich lagde ikke skjul på, at det gjaldt at nå børnene uden om forældrenes beskyttende opdragelsae ved at omtale børnebøger i børneudsendelser i radio og TV. Børnebøger skulle ifølge ham handle om politiske aktioner på arbejdspladserne, revolutioner, terror, politisk arbejde af forskellig art, f.eks. elevrådsarbejde, landproletariatet, massagepiger, homosexuelle drenge, hor og vold. ”Vel skal der være ”saglig” og ligesom skrabet faktapræget litteratur om bl.a. arbejdsløshed, men der skal også være mord, voldtægt, selvmord (vi må genopvække en slags orgiastisk expressionisme/futurisme for børn). Ja, det begynder sgu helt at ligne et program, men ok: så er det et program. Har vi ikke tid til at finde øloplukkeren, så lad os da for fanden smadre halsen på flasken!”
Flere bøger som overholdt disse forlagsønsker blev belønnede med priser, bl.a. Bent Hallers ”Katamaranen”. Mange år senere fik Kjeld Koplev og hans kone, Marianne Koester
Borgens børnebogspris på 40.000 kr. 1982. De havde skrevet en række bøger om drengen Leo og en skolebog om ”Børn i Chile” samt romanerne ”Stenørkenen” og ”Lammet”. Jeg har ikke læst dem, så jeg ved ikke, om de var af samme uanstændige skuffe som Weinreich og Søren Vinterberg lagde op til.
Forhåbentlig ikke!
I 1983 brokkede Koplev sig over besvær med at få visum til USA. Hvad kunde det mon være?
