december 27, 2010

Islamiseringen i Spanien

Bloggen ”Angantyrs hjørne” skriver i dag om den store indvandring af pakistanere til
Barcelona og islamiseringen af Spanien.

Jeg kan her fortsætte med tekst fra Oriana Fallacis bog ”La Forza della Ragione” 2004
(Fornuftens kraft), hvor hun skriver om Spanien:  

”Dette Spanien, hvor man fra Barcellona til Madrid, fra San Sebastian til Valladolid, fra Alicante til Jerez de la Frontera træffer kontinentets bedst uddannede terrorister. (Det var ikke tilfældigt, at den ny uddannede arkitekt Mohammed Atta standsede op her i juli 2001 – altså før han bosatte sig i Miami – for at besøge en ven, som sad i fængsel i Tarragona og var expert i explosiver). Og hvor rigmænd fra Marokko og kongelige fra Saudiarabien og emirer fra Golfen har købt egnens smukkeste steder mellem Malaga og Gibraltar, mellem Cadix og  Sevilla, mellem Cordova og Granada. Her finansierer de propagandaen og proselitismo. Hver kvinde, der omvender sig til islam og føder et drengebarn præmierer de med seks tusinde dollars. De forærer tusind dollars til de pigebørn som bærer hijab. Dette Spanien, hvor næsten alle spanioler endnu tror på myten om ”Andalusiens Guldalder” og ser tilbage på det mauriske Andalusien som et tabt paradis. Det Spanien, hvor der findes en politisk bevægelse, som hedder ”Selskabet til Andalusiens tilbagevenden til islam” og hvor man i det historiske Albaicin-kvartér, få meter fra klosteret, hvor Sant Thomas-nonnerne lever under klausur, nu sidste år (2003) har indviet Granadas store moské med et tilhørende kulturcenter. En begivenhed, der blev mulig da socialisten Felipe Gonzalez i 1992  med et dokument garanterede muhammedanerne i Spanien fuld juridisk anerkendelse. Den lod sig realisere takket være milliarder betalt fra Libyen, Malesia, Saudiarabien, Brunei og fra den skandaløst rige sultan af Sharjah, hvis søn åbnede indvielseceremonien med  ordene: ”Jeg er her med en følelse af at vende tilbage til mit fædreland”. Og de omvendte spaniere (der er 2000 alene i Granada) svarede: ”Vi er ved at genfinde vore rødder!”

Spanien er det land i Europa, hvor islamiseringen foregår mest spontant. Måske fordi det er svært at fordøje otte århundreder under islamisk åg og fordi mange spaniere endnu har koranen i blodet? Det er også det land, hvor processen har stået på længst. Den franske geopolitiker, Alexandre Del Valle, har skrevet grundlæggende bøger omden islamiske offensiv og totalitarisme (naturligvis angrebet og tilsværtet af den politiske-korrekthed). Han forklarer, at ”Selskabet for Andalusiens tilbagevenden til islam” opstod i Cordova for godt 30 år siden. Og det var ikke Allahs sønner som stiftede den. Det var spaniere fra det yderste venstre, som var skuffede over proletariatets voksende borgerlighed. De var ivrige efter at kaste sig over andre mystiske beruselser og opdagede Koranens Gud, d.v.s. de gik fra Karl Max til Muhammed. De marokanske rigmænd og de kongelige Saudere og emirerne fra Golfen styrtede til for at velsigne dem med penge, og selskabet satte blomst (sprang ud, blomstrede). Penge strømmede til fra begejstrede mennesker fra Barcelona, Guadalajara, Valladolid, Ciudad Real, León, men også fra England, fra Sverige, fra Danmark. Også fra Italien, Tyskland, Amerika. Uden at regeringen greb ind. Og uden at den katolske kirke tog notits (slog allarm). I økumeniens navn gav biskoppen af Cordova dem i 1979 ligefrem tilladelse til at fejre offerfesten (hvor lammenes blod flyder i strømme) inde i domkirken. ”Vi er alle brødre”. Tilladelsen gav visse problemer. Flyttede krucifixer, væltede madonnaer, indvolde af lam smidt ned i vievandskarrene. Så året efter sendte biskoppen dem til Sevilla. Men her ankom de netop i løbet af påskeugen, og Jesus! Hvis der på jorden findes en mere sørgmodig (nedslående) fest end offerfesten, så er det netop påskeugen i Sevilla. Dens dødsringning, dens dystre processioner. Dens makabre Korsvej, dens såkaldte ”nazarenos”, som hudfletter sig. De hætteklædte skikkelser, som skrider fremad til lyden af dumpe trommer...   Med råbet ”Leve det muhammedanske Andalusien, ned med Torquemada*,    Allah vil vinde” kastede Muhammeds nye brødre sig over sine ex-brødre i Kristus, så der blev slagsmål. Resultatet: de måtte også forlade Sevilla. De flyttede til Granada, hvor de slog sig ned i det historiske kvartér Albaicin, og dér er vi så nu. For selvom den naive antiverdslighed exploderede under påskeugens procession, var de ikke naive. I Granada ville de skabe en virkelighed, som svarede til den, man i disse år har skabt i Beirut og som nu opsluger mange franske, engelske, tyske, italienske, hollandske, svenske og danske byer. Ergo – i dag er kvarteret Albaicin i enhver henseende en stat i staten. Et islamisk len, som lever med sine egne love, sine egne institutioner. Eget hospital, egen gravplads. Eget slagteri, egen avis ”La Hora del Islam”. Egne byggefirmaer, egne biblioteker, egne skoler. (Skoler som udelukkende underviser i at lære koranen udenad). Egne forretninger, egne markeder. Egne kunsthåndværksbutikker, egne banker. Og til og med egen valuta, eftersom man der kan købe og sælge guld- og sølvmønter, præget efter den antikke dirham, der var i brug under Granadas sidste mauriske hersker, Boabdil. (Mønter, som præges i en mønt i smøgen San Gregorio, og som det spanske Finansministerium af de sædvanlige grunde, ”af hensyn til den offentlige sikkerhed”, lader som om, de ikke kender).

Hvordan har det kunnet gå så langt?