maj 21, 2011

Klip fra Johny Noers hjemmeside:

Nogen har sendt mig et klip fra Johny Noers hjemmeside:  www.noer.info


En herlig overraskelse. Jeg anede ikke, at han nu igen var i Danmark.


Det var i 70´erne, jeg oplevede ham. Johny Noer hørte ikke til de lunkne kristne, der gik på akkord med Mentalhygiejnens samfundsnedbrydende virksomhed og gav efter for 68´ernes forherligelse af narkotika og spredning af alskens demoralisering. Noer sagde fra, klart og kontant, både om det narkobefængte Christiania og "Projekthus" og pornobutikkerne. Det var Johny Noers "Unge Kristne", som med 6-700 mand demonstrerede i København imod Thestrups frigivelse af porno og det var også dem, som en nat overklistrede Strøgets pornovinduer. Naturligvis blev "Unge Kristne" hånet i massemedierne for deres tro og deres indsats, og det var vel medvirkende til, at Noer startede det kristelige blad "Udfordringen".


Selv uden tro kunde man ikke andet end beundre Noer for hans ukuelige vilje og oprigtige kamp. 




Her er et aktuelt klip fra hans hjemmeside
20-05-2011

BLODHANDEL. Obama har holdt sin store ’Mellemøsttale’. Beregnet på ’det rette tidspunkt’: 24 timer før Israels premierminister Benjamin Netanyahu ankommer til Washington for at møde US-præsidenten for 7. gang. Nøjagtigt et halvt år efter, at ’det arabiske forår’ er brudt ud i landene omkring Den hebraiske Stat… og hvor enhver nu må kunne indse Amerikas interesse i at støtte ’den islamisk-demokratiske bevægelse’. ”Det er nu eller aldrig, at vi må anerkende Palæstina som stat,” var det åbenlyse budskab, som lyste mellem linjerne af Obamas ’Mellemøst-script’. – Og her har han danske politikere på sin side. Den 19. maj kl. fem om morgenen meddelte Ritzau, at en kommende, dansk ’rød regering’ vil anerkende Palæstina som en stat. Socialdemokraterne, SF og De Radikale vil dermed blåstemple en magtgruppe, der (placeret midt i Israels bibelske kerneland) vil søge at virkeliggøre sit nedskrevne, fastholdte, ideologiske og politiske mål: Israels udslettelse! Om dette siger Skriften: ”Da nu soldaterne havde korsfæstet Jesus, tog de Hans klæder og delte dem i fire dele, en del for hver soldat. Også kjortelen tog de, men den var uden sammensyninger, vævet i ét stykke fra øverst til nederst. De sagde da til hverandre: Lad os ikke skære den i stykker, men kaste lod om, hvem den skal tilhøre…” (Johs.19:23-24). Efter at have beskrevet denne bemærkelsesværdige handling ved foden af Kristi Kors, tilføjer apostelen: ”Dette skete for at det skriftord skulle gå i opfyldelse, som siger: De delte mine klæder mellem sig og kastede lod om mit klædebon” (v.24). 

– De blodtilsmurte, rå og afstumpede romerske soldater, der kastede lod om den henrettedes ’sidste ejendele’, havde forstand nok til at indse, at ’det udelelige skal man ikke ’skære i stykker’. Deres blodhandel var imidlertid uundgåelig! Den var et profetisk tegn for efterslægten (forudsagt af David 1000 år forinden). Den taler til de verdensledere, som i denne time ’kaster lod om Jerusalem’ (Obadias 1:11) – ja, ’blodhandelen’ ved korset henvender sig til vor tids stormænd med ordene: ”DU ER SELV SOM EN AF DEM!” (v.11) - (dem, der kaster lod om det udelelige). ”De deler Mit land mellem sig og kaster lod om mit folk,” erklærer profeten Joel (4:3). De fatter ikke, at Israel er som Kristi klædebon: ’vævet i ét stykke’ og Jerusalem er ’uden sammensyninger’… fra øverst til nederst (Johs.19:23).