november 15, 2012

Spanierne blev dhimmier.


Forleden fortalte Spydpigen om storbyen Hamborgs kapitulation over for muselmændene. Man kan vel ikke sige, at en sådan situation kom helt overraskende. Den var vel anet eller forudset, men at det skulde ske så hurtigt, havde man vel næppe forestillet sig. Den frie Hansastad! Jo, god morgen! De skal nok få at se, hvad der venter dem.

Man vil fortsat fylde deres øren med propaganda, ikke mindst herlige fremstillinger af hvor godt vi kan komme ud af det sammen ligesom under islams guldalderperiode i Spanien. Men var det virkelig så vellykket?hundreder

For 6 år siden var der en lang artikel af Ulla Nørtoft Thomsen om, hvordan spanierne havde det i de hundreder år de var under arabisk herredømme. Fik I ikke læst dem dengang, så læs dem nu. Nu er vi tættere på. Jeg bringer første del her. Resten kan i finde herunder.





ULLA NØRTOFT THOMSEN

TORSDAG, AUGUST 17, 2006

ISLAMS  STORHEDSTID  I  SPANIEN.  1.

De fleste af os har nok efterhånden stiftet bekendtskab med fortællingen om islams glorværdige fortid som civilisatorisk og videnskabelig kraft.

Utallige islamiske og vestlige kilder skriver begejstret om islams sande storhedstid i Spanien, hvor den muslimske verden blomstrede og skabte hidtil uset rigdom, viden og velstand, mens resten af Europa lå underdrejet i katolsk middelalder og slumlignende forhold. De fleste konkluderer på den baggrund, at islam ikke i sig selv er en hindring for fred, oplysning og velstand. Og mange peger på, at vi skylder muslimerne umådeligt meget, fordi de befrugtede Vesten med en skattekiste af værdifulde, arabiske tanker i løbet af de 800 år, hvor Spanien – Al-Andalus - var under muslimsk herredømme.

I den islamiske selvbevidsthed er det en altafgørende periode, et af de helt store argumenter for islams livsduelighed som civilisatorisk kraft. Her viste islam sit sande ansigt. For en ambitiøs og ekspanderende verdensreligion er det en rar tanke, at Europas renæssance blev skudt i gang på muslimsk brændstof, og at Amerika blev grundlagt af portugisere og spaniere, som i virkeligheden var arabere. Det er god propaganda, som bruges flittigt (fx her og her).

”Så længe araberne dominerede Den Iberiske Halvø politisk og kulturelt, levede arabere, jøder og kristne side om side i et yderst tolerant, pluralistisk samfund. Den arabiske kultur var på sit højeste i årene op til årtusindskiftet. Kalifferne i Córdoba tiltrak lærde fra Damaskus og Bagdad, ligesom også europæere søgte til Al-Andalus for at suge lidt af arabernes lærdom til sig. Der var mange skoler og biblioteker, og kaliffen selv overstrålede dem alle ved sine lærde studier og store bogsamling... Den europæiske middelalder var ikke slet og ret mørk, men blot overskygget og glimtvis oplyst af den strålende, højtudviklede og tolerante muslimske kultur. Ud af det europæiske mørke lyser en righoldig kulturproduktion fra de steder, der var i stabil kontakt med arabisk, hebræisk eller østlig kultur”.

Sådan lyder det hos Rigmor Kappel Schmidt i det litterære tidsskrift Standard. Hun runder af med at hævde ganske bestemt, at den kristne kultur ødelagde det hele: ”Men med udvisninger, tvangsomvendelser og kulturelle forbud lykkedes det efterhånden at få de kultiverede røster til at forstumme. Herefter er der total stilstand i spansk kulturliv de næste 2-300 år”. Hvad behøver man vide mere? Rigmor Kappel Schmidt er cand.mag., universitetsadjunkt, oversætter og freelanceanmelder, kan jeg læse mig til, så hun må vide besked.

Der er dog flere forhold, som en mistænkeligt stor mængde af historisk litteratur går let hen over, fx dette: Hvorfor realiserede islam sig i sin sande storslåethed, tolerance og visdom her – så langt væk den arabiske verdens centrum? Hvorfor sker denne opblomstring af islamisk kultur ikke i Mekka eller Medina?

Det må vi bore lidt i, og lad mig med det samme sige, at jeg ikke betragter en eneste af mine kilder som troværdige. Men tilsammen synes de at kunne fravristes visse oplysninger.

Til en start ser det ud til, at det 800-årige muslimske herredømme over den iberiske halvø vist ikke varede i 800 år. Erobringen blev påbegyndt i 711 og var gennemført 3-4 år senere, bortset et område i det bjergrige nordvestlige Spanien, hvor de kristne vestgoter forskansede sig. Men Spaniernes generobring af landet – la reconquista – startede allerede i 1000-tallet. Gennem de følgende århundreder tilbageerobrede de kristne spaniere langsomt, men sikkert den ibiriske halvø (Wikipedia). I 1130 var halvdelen af Spanien erobret tilbage, og fra 1250 herskede muslimerne kun over en lille region langs kysten i syd, Granada. Det område tabte de i i 1492. Så 500 års muslimsk herredømme er måske mere præcist. Og hvad opblomstringsperioden angår, kan den dateres til at vare ca. 250 år. Allerede fra 976 begyndte den spanske islam at ligne den sørgelige islam, vi ser i dag.

Men nu foregriber vi jo begivenhedernes gang. Vi må begynde med begyndelsen. Sådan her:

”Det var mænd med mørkebrune ansigter, som var garvede af ørkenens vind, pragtfulde ryttere, som red på smukke fuldblods heste. Mænd som forstod at nyde livets sensuelle sider, som det kom til udtryk i deres skik med eksotiske harem’er. I foråret 711 steg 12.000 mand under kommando af guvernøren af Tanger, berberen Tariq b. Ziyad, og i profeten Muhameds navn i land ved Gibraltar… En ny sol skinnede over dem, og de drømte om at indtage Hispania… Den hellige krig for Allah, den medfølende og barmhjertige – for Allah er stor – var et strålende rygstød for dem af metafysisk karakter. De kæmpede for disse principper, så alle måtte vige. De repræsenterede Halvmånen med deres krumsabler” (La memoria Andalusi).

Man sporer også her en vis fascinationen af de fyrige erobrere og deres krumsabler, så magister Rigmor er ikke den eneste sagkyndige, der lader sig rive lidt med. Ifølge mangt en overlevering hengav den ibiriske halvø sig da også lykkeligt til sine muslimske erobrere. Er det muligt?

Man må være imødekommende og gå ud fra, at der er noget om det, om end det er vanskeligt at forestille sig, at den kristne majoritet har været entydig begejstret. Vi skal huske på, at ”begejstret” jo er et relativt begreb. Alt afhænger af, hvad alternativet er.

Som fjende af den indtrængende magt havde befolkningen fire muligheder. Som kristen eller jøde kunne man vælge stokken, altså at underkaste sig sine nye herskede som dhimmi med visse rettigheder, hvad det meste af Spanien gjorde. Man kunne vælge sværdet, altså krigen til døden. Og man kunne vælge pisken, altså at slutte en foreløbig fred med dar-al-islam gennem en barsk kontrakt, hvilket det nordvestlige Spanien til sidst måtte gøre. Det kostede dem dyrt i tunge skatter, bla. blev de pålagt en skat på 100 ungmøer. Endelig var der den fjerde mulighed, en gulerod, nemlig at konvertere til islam og dermed opnå talrige økonomiske og sociale fordele.

Lad os forsigtigt konkludere, at ordet "befrielse" godt kan have været en lettere forskønnelse af, hvad der faktisk skete. Men pure opspind er det ikke, og det hænger sammen med en anden historie. Jøderne, som hidtil havde levet et forfulgt og underpriviligeret liv under det kristne herredømme, var knapt så negative, da de muslimske maurere ankom i 711.

Allerede i 694 var jøderne blevet dømt for at pusle med konspiratoriske anslag sammen med deres sydlige naboer, men der er ikke enighed om, hvilken rolle jøderne faktisk har spillet i forbindelse med muslimernes invasion. Nogle steder forlyder det, at jøderne ligefrem åbnede byportene, så erobrerne kunne komme ind. Under alle omstændigheder var relationen god nok til, at berberne trygt kunne overlade byerne i jødisk varetægt, mens de kæmpede videre nordpå. Cordoba, der inden længe skulle blive Europas rigeste og mest fremtrædende by, blev således overladt ganske i jødisk varetægt umiddelbart efter erobringen. Muslimerne var indbudt.

Den opmærksomme læser øjner et propadandaproblem her. Det islamiske eventyr i Spanien er uløseligt knyttet til en jødisk blomstringstid. "The Golden age of Jewish culture in Spain, also known as the Golden Age of Arab Rule in Spain", hedder det ligefrem i Wikipedia. Var det i virkeligheden 250 års jødisk succeshistorie, der blev initieret ved den islamiske invasion? Mistanken opstår, for det arabiske område var jo ikke sprænglærd på det tidspunkt. Der mangler nogle brikker, hvis vi skal forstå, hvordan et underudviklet arabisk ørkenfolk skulle komme til at stå i spidsen for en videnskabelig, kunstnerisk og økonomisk guldalder i Cordoba.

De berbiske og arabiske erobrere udgjorde en forsvindende lille minoritet, der regerede over en befolkning bestående af hovedsageligt kristne og en god del jøder, hvis dhimmistatus betød, at de skulle betale en vis portion skat, at de ikke måtte opføre nye kirker og synagoger, og de skulle bære tydelige tegn på deres tøj, så man kunne se, hvilken religion, de tilhørte. De måtte heller ikke bygge huse, der var højere end muslimernes, og der var andre forskelige betingelser (Wikipedia, Jewish Encyclopedia).

Islamiske kilder fastholder med rette, at islamisk tolerance ikke desto mindre var en betingelse for, at det hele kunne lade sig gøre. Videnskab, handel, landbrug og administration blomstrede i jødiske hænder, og jøder fra hele verden, særligt fra Alexandria og Bagdad, fandt sig på dette tidspunkt et fristed i Spanien (Jens Christian Jensen). Det er jo forbilledligt, kan man sige, men alternativet, at myrde og fordrive en flittig og snild befolkning, hvis arbejdskraft er værdifuld for én, - det ville jo være ganske dumt. En god befolkning er vigtige løsøre i et nyerobret land, den er en del af gevinsten.

Jøderne strøg øjeblikkeligt til tops i samfundet. De var velstillede og veluddannede. De havde allerede længe haft globale handelsforbindelser, flotte vaner og avancerede tanker, som de længe havde udvekslet med fremtrædende jødiske samfund rundt om i verden, fx i Damaskus, i Konstantinopel og særligt i Alexandria. De rejste ud ”for at tilegne sig lærdom ved jødiske læreanstalter i egnene omkring den østlige del af Middelhavet. På grund af deres mange internationale forbindelser, både i handelsmæssig og intellektuel henseende, og deres kendskab til mange af datidens sprog kom jøderne til at spille en stor rolle som kulturformidlere, idet de fungerede som både oversættere, diplomater og hoflæger ved de muslimske hoffer. Jøderne spillede således en betydelig rolle i oversættelsen af medicinske tekster fra græsk til arabisk, hvilket var medvirkende til at gøre Cordoba til et selvstændigt videnskabeligt centrum” (Helle Lykke Pedersen).

Det var en win-win situation. Jøderne fik frihed, muslimerne fik en position på toppen af et rigt og blomstrende samfund. De kristnes historie er forunderlig tyst.

Et sofistikeret administrativt og politisk apparat skød op, og også er er man nødt til at spørge, hvor muslimerne fik det fra? Igen spiller de spanske jøder en altafgørende rolle.

"Abu Ishak fra Elvira skal have sagt følgende til kaliffen i Cordova: "Jøderne..... er blevet mægtige herrer, og deres stolthed og arrogance kender ingen grænser..... tag ikke sådanne mænd som dine ministre... Jeg kom til Granada og så jøderne regere. De havde delt provinserne og hovedstaden imellem sig; over alt var det en af disse forbandede, der regerede. De indsamlede skatterne, var lystige og gik overdådigt klædt, medens jeres klæder, kære muslimer, var gamle og udslidte. Alle statens hemmeligheder var kendt af dem; men det er dog dårskab at stole på forrædere!" Men kaliffen fortsatte ikke desto mindre med at udpege sine ministre blandt de kandidater, der blev præsenteret af den talmudiske regering i Cordova".

Ovenstående citat er fra en kilde, der ikke just er positiv over for jøderne. Men officielle jødiske kilder siger det samme: ”In the 11th century, the Jewish community of Cordova was one of the most important in Andalusia. The Jews were deeply and actively involved in the affairs of the city, as were their brethren in the other cities of Moslem Spain". Wikipedia siger det. Og danske sagkyndige som Helle Lykke Pedersen siger det sørme også.

Der hersker ingen tvivl om, at jødernes indsats var fremragende, lærd og uundværlig. Men æren tilskrives de muslimske herskere for at have tålt dem.

Blev kulturen så ikke efterhånden muslimsk? Det er lidt svært at gennemskue. De fleste kilder peger på, at Spanien aldrig blev arabiseret i befolkningsmæssig forstand (Tyge C. Bro). Og med konverteringerne gik det fra begyndelsen ganske langsomt. De tidlige arabiske herskere havde ikke travlt med at tvinge folk til at konvertere, da enhver konvertering jo betød en reduktion i skatteindtægterne. Men den oprindelige befolkning begyndte efterhånden at konvertere til islam i stor stil, hvilket der jo var væsentlige sociale og økonomiske fordele forbundet med (Jens Christian Jensen) 

Det var dog ikke derfor, befolkningen konverterede. Ser du:

”På hele befolkninger i de lande, de besøgte, gjorde deres gode eksempel og ædle optræden et så stærkt indtryk, at folk i hast begyndte at antage islam. Hvor muslimerne end kom, medbragte de deres værdifulde moralske egenskaber med et resultat, at umoral og uretfærdighed måtte flygte, når de kom. De omformede gudløse folk til folk, der erkendte Gud og gav dem kundskabens lys og karakterstyrke. De ændrede folkets moral, så dyd og godhed kunne få overhånd. Hele det sociale klima blev reformeret og fik en ny skikkelse. Undertrykkeres hånd blev holdt tilbage, og retfærdighedens og anstændighedens herredømme blev indført. Dette var den største bedrift i menneskehedens historie” (Islamstudie).

Yes. Well. Inden vi sluger den, er der lige et par andre detaljer, vi skal have vendt. Vi fortsætter.