december 20, 2013

Lidt Dansk Kultur: Julebukken

Julen er ikke bare den største fest på hele året, men nok også den, som har bevaret de ældste traditioner i Europa. Selve ordet jul fortaber sig i det hedenske rugende vintermørke og kan ikke med videnskabelig sikkerhed tydes af sprogforskere. Skønt julen gennem århundreder er blevet udsat for forskellig påvirkning, har den forsvaret sig og har båret os igennem den koldeste og dunkleste tid på året. Ikke engang Jesu fødsel slog rigtigt igennem. Den lykkedes ikke helt at overtage vintersolhvervet sådan som den gjorde med saturnalierne i det gamle Rom. Det siger noget om nordboerne og Nordens jul.
Julen er født af mørket, i mørket, ikke som en lysfest, for skruer vi tiden tilbage, var der ikke meget lys at rutte med. Arnens lys i hjemmene, olielamper, vox og talg og lygter udendørs. Mørket var skræmmende, fuld af overnaturlige kræfter, trolde og vætter listede rundt på loftet og i stalde, eller de drog i skarer fra gård til gård, måske under anførsel af Odin selv. Dette vintermørke er baggrunden for vor nordiske jul. En sådan jul findes ikke i lande, hvor solen skinner. I julestuen
kunde udklædte trolde eller vætter* bryde ind midt i den lystige leg og jage rundt med deltagerne under megen halløj. En sådan udklædt julebuk har jeg oplevet på en svensk højskole. I private hjem her i skovene mærker jeg, at mørkerædslen stadig er levende, videregivet til julemanden i en helt anden intensitet end når julemanden i et københavnsk indkøbscenter lokker børn til at kvitte sutten.

Julebukken eller julevætten overlevede bedst i Sverige (og Norge ?). Den har sikkert oprindeligt været en skytsånd for markens korn i håb om en god høst det kommende år, og den mindes ligesom vor hellige gris i kageforme til udstikning af dejgen.
I Sverige laves der julebukke i halm i alle størrelser og med dem har vi fået julebukken tilbage i Danmark. De er pyntet med røde bånd og bringer lykke, men ingen julebuk er så stor som den i byen Gävle, hvor det er fast tradition at lave sådan en siden 1966, men hvor det også er tradition at tænde ild på den.


*) en vætte er en lille mandsling, som kan være godsindet eller ondskabsfuld, ligesom nisserne. Ordet kender vi fra ”vættelys”, som man troede var vætters lys, idet forskellige lysfænomener i naturen tillagdes vætterne i folketroen. Vættelys (i geologien kaldet belemnit) er en forstening af et rygskjold på en nu uddød blæksprutteart fra kridttiden. De kaldes også ”lykkesten” eller ”ønskesten”.


    < Dette foto forklarer bedre størrelsen på julebukken i Gavle.