I alle henseender.
Det er ikke nyt. Nedenstående er gammelt, men stadig aktuelt. Det handler om,
hvordan vi er nået så langt ned ad bakken!
(Se også tidligere artikler her på
bloggen om beslægtet emne fra andre europeiske lande. Vi er alle i samme
båd!
EU står bag. Hvem står bag EU?
Det måtte ikke vises.
Moderne dansk umoral blandet op med
fremmed kvindeforagt er en dårlig coctail.
”Det er en kold tid, vi lever i”,
skrev en skolepsykolog 1978. Følelser er tabu, mens sextabuerne er
afskaffet. Man bruger de mest uhumske ord, som tidligere kun
hviskedes i krogene. Man ”elsker” ikke med hinanden; man ”boller”
(følelsesløst og sexpræget) og man har ikke længere en kæreste
(det ord udtrykker følelser), men en ”fyr” eller en ”pige”
Kritikken hjalp ikke: den uhyggelige
degradering af følelseslivet fortsatte, og myndigheder, som skulle
værne børnene, svigtede.
P-pillen åbnede 1965 mulighed for ren
sexnydelse uden ansvar.
Sex-dyrkelsen førtes an af den
venstreextreme ”kultur”elite, de såkaldte 68´ere. Man krævede
”fri sex”. Den konservative justitsminister Knud Thestrup frigav
billedporno 1969, hvilket udløste verdens første sex-messe, ”Sex
69”, et tilløbsstykke i KB-hallen. 1971 åbnede Danmarks første
sex-supermarked på Strøget i København. Unge Kristne gik til
modangreb og overmalede butiksruderne.
Ved skoleårets start 1971 holdt flere
forældre deres børn hjemme i protest mod den nylig indførte
obligatoriske sexundervisning. Selvom ministeriets vejledning
bandlyste vulgære udtryk, sexsnakkeri med eleven uden for gruppen og
fremvisning af fotos af samlejer og andre erotiske stillinger,
overholdtes dette ikke.
Samme år trådte Thestrups lov om fri
abort i kraft, Niels Matthiasen blev kulturminister og ”Trille”
sang Jesper Jensens porno-blasfemiske vise ”Øjet” i en
TV-børnetime. Retten i Gladsaxe frifandt programcheferne for
krænkelse af blasfemiloven.
De fleste forældre var udearbejdende,
børnene på institutioner. Forældrene havde kun ringe føling med,
hvad der foregik, og ikke overskud til at tage kampen op. Og de var
ikke organiserede.
Protester blev fortiede eller
nedsablede. De uhumske tanker, man påførte børn, måtte ikke
nævnes i massemedierne, byråd, folketing eller retssale. De var
unævnlige – undtagen for børn!
”Det er nødvendigt, at børnene
løsgøres fra forestillinger, der findes hos forældrene” skrev
Statens Centrale Uddannelsesråd i ”U 90”
I juli 1973 fik Jens Jørgen Thorsen
tilsagn om 600.000 kroner i støtte fra Det danske Filminstitut til
sin Jesus-sexfilm. ”Unge Kristne” fandt filmprojektet blasfemisk,
og ca. 5000 gik i protestdemonstration til Christiansborg.
En borgerlig regering blev resultatet
af en jordskredsvalgsejr for Glistrups og Erhard Jacobsens partier
december 1973, og Jesusfilmen lagdes på is i mange år, men i 1989
bevilgedes 3,5 millioner kr. fra Filminstituttet til Thorsen. Filmen
fik ved premieren 1992 en ilde medfart. ”Vor Herre bevares!”
skrev Fri Aktuelt.
I 1979 arrangerede Vesterbros Miljøværn
ved Fanny Truels Jensen en høring om børneporno for at få vedtaget
en resolution til regeringen og sætte en stopper for svineriet. Hun
havde inviteret forskellige kristne institutioner som ”Kirkens
Korshær” og det katolske ”Sodepax”, men personerne var så
inficerede med tidens sextanker, at de accepterede børneporno og
saboterede fremstødet.
Allerede i børnehaven mødte børnene
sex”kulturen”. Pædagoger indrettede ”bollerum”, hvor ungerne
kunne kramse på hinanden.
Erfaringerne kunne suppleres med
billedbøger som ”Elle - belle - bolle”-bogen for de 5-10-årige
af børnepsykiater Bent Claësson. Eller med Birgit Kraghs ”Ved du
det?” fra Borgens Forlag for de 5-8-årige. De anmassende fotos
mindede om pornohefter og teksten introducerede latrinære udtryk.
Illum, som allerede havde indkøbt bogen, kasserede den, og Magasin
gjorde det samme, mens lærertidsskriftet ”Folkeskolen” varmt
anbefalede den.
”Kultureliten” efterlyste stadig
friere forhold til småbørns sexlege.
Filminstruktør Christian Braad Thomsen
gik helt over gevind med sin film ”Den man elsker” og bogen
”Lysten og loven” hvor han søgte ”maximalt sexuelt udbytte”
i tætte kropslege i sengen med sin lille nøgne 4-5-årige datter
(BT). ”Blodskam er ingen skam” var budskabet, som spredtes gennem
Statens Filmcentral og bibliotekerne.
De politiske børneteatre havde også
travlt. Således skrev adjunkt ved Aalborg Universitetscenter, Elin
Andersen, i opstyltet psykologsprog i ”Børneteateravisen” 1980,
hvordan psykoanalysen kalder 3 til 7-8-9-års-alderen for den
falliske periode. I denne dannes kønsidentiteten. Man måtte ikke
reagere negativt på børns berøring af deres kønsorganer, men gøre
sexualiteten mere åben over for dem. Som ”voksne teaterarbejdere
og opdragere” burde man arbejde med den infantile seksualitet!
Jo, de gjorde noget ved det. Lærer
Hans Hansen skrev et ”sexualpædagogisk spil for småbørn”, som
han optrådte med i teatergruppen ”Banden”, så alle børn kunne
lære verset:
”Bim bam busse, min mor har en k....,
min far har en aflang på længde med
en flagstang”. På professor Kela Kvams teaterudstilling på
Frederiksberg Rådhus hang verset midt i salen, flankeret af et
dinglende kondom. Borgmester Stæhr Johansen indviede ”kulturen”
med borgmesterkæde og hele molevitten.
Biblioteksvæsenet roste Hansens
”livsnære sprog”, anbefalede hans bøger og arrangerede
forfatterturnéer: ”Unge i dag: mød jeres forfatter Hans Hansen.
Action, elskov, spænding og morale...”
Han angreb Astrid Lindgrens bøger og
klassikerne. De kunne kun sælges ved opreklamering! De havde
borgerlig slagside!
”På børnebiblioteket har Deres barn
mulighed for at møde andre børn, udvikle sine evner, hente viden og
inspiration” hed det.
Her er noget af den ”viden og
inspiration” vore børn kunne hente:
Tegneserien ”Alice P.Jensen” af
Niels Brunse og Anne-Marie Steen Petersen.
”Hvad vil du?” af Kerstin Thorvall.
”Kærlighed” af Carl Ortved
Jørgensen og Hans Henri Roholm
”Kammerat Jesus” af Sven Wernstrøm
”Æggecirkus Klovneost” fra
Søllerød Lilleskole
Kristen Bjørnkjærs ”Barn
og barn imellem”?..”
”De dumme voksne” af Tove Johansen
og Claus Deleuran.
”Skolen er vores” af Flemming
Andersen.
m.fl.
- alle sjofle og/eller blasfemiske, med
særlig interesse for toiletstole, hvem der sidder på dem og hvad
der er dernede i. Eller WC cisternen er pyntet med et rim. Hvad rimer
på ”juletid” i Bjørnvigs syge hjerne?
Erik Thygesen fra Seminariet for
Fritidspædagoger blev måske inspireret? Han skrev rim om nogen, der
tisser og prutter og har babselutter...
Tegneserien ”August og Sofie” fra
Røde Mor, udgivet af Demos 1972 anmeldtes i tidsskriftet AKTION:
”NEJ og atter NEJ, her er bunden
nået!!. Og det er ikke engang nok: det er bundskrabet under
kloakslammet!!” ...”ubeskriveligt perfide afskyeligheder”...
””forfatternes” ønske om anonymitet er forståelig!”
Som MF Erhard Jacobsen påpegede - det
gjaldt for sexprofeterne at føre alle tanker hen på den del af
kroppen, der lå nedenfor navlen.
En plakat fra Bibliotekscentralen viste
at børnebibliotekarerne var med på noderne:
Man kunne – ligesom i et dukkehus –
kikke ind i hvert værelse i et stort hus. Overalt var nogen i gang
med sex: samleje, onani, o.s.v. Hundene med naturligvis. ”Det var
dog et mærkeligt hus!” sagde en låner og tilføjede spydigt: ”der
er ikke èn eneste der - har TV”.
I skolen gik det rigtig løst med
integreret seksualundervisning, hvor eleverne i hvilket som helst fag
kunne dreje talen hen på sexfunktioner. Hvilket eldorado for umodne
sexnysgerrige pubertetsbørn!
De enkelte forældre kunne ikke hindre,
at der blev anvendt bøger, som de fandt uetiske eller direkte
vulgære. Skolenævnet bestemte.
En meget brugt bog, solgt i over 60.000
eksemplarer, var ”Dreng pige, mand kvinde” af ovennævnte
børnepsykiater Bent Claësson. Han forklarer, hvordan man dyrker
onani og masturbation alene eller i fællesskab, evt. konkurrerer om
hvem der hurtigst ”kan rive den af” eller få udløsning flest
gange, eller sprøjte længst med sæden etc. I 1984 skrev BT, at
”Spanien raser over dansk læges sex-bog for unge”. Den var
ifølge Claësson blevet oversat til spansk af en ”progressiv mand”
og blev uddelt på skolerne i det socialiststyrede Andalusien af
undervisningsdirektøren. Han sagsøgtes for krænkelse af offentlig
moral.
I Frankrig var bogen ikke fundet værdig
til trykning og i Vesttyskland blev den inddraget efter at have været
i brug i ti år.
Som nævnt gjorde børneteatrene en
indsats.
Baggårdsteatret fra Svendborg overgik
dem alle i børneåret 1979 med stykket ”Ska´ vi komme sammen?”
- ”et spil om kærlighed og seksualitet for mennesker i og efter
puberteten.” ”Det handler om kærlighed, det handler om
(kønsdelene:) - din p.. og din k....” - hed det.
Rapporteren på scenen brølede op som
en gøgler på en markedsplads: ”Godtfolk! Ærede publikum! Vi
bringer en direkte transmission fra Poul og Poulas første møde i
sengen... Så fulgte 2½ time med eder og forbandelser, de mest
lave og vulgære sexudtryk, onani, pornoblade, homosexualitet, en
konfirmand, der bad ”modervor” etc. Til sidst stormede en
skuespiller ind og skreg: ”Jeg er orgasmen. Jeg er med i tankerne,
i følelserne og i ophidselsen - jeg kommer i p.. og i k....! - mens
han smed kaskader af sengefjer ud blandt publikum.
En reklameplakat var
sendt ud til skoler, ungdomsklubber m.m. Men NB man havde to
plakater: en mere harmløs, åbenbart beregnet til vrangvillige
forældre og skoler, og en, som spekulerede i sjofel tankegang.
Sidstnævnte svarede til stykkets proletartone: her vistes en
samlejescene med TV-spotlys, entertainer og rapporter, en øldrikkende
mand og en dreng på et landligt aftrædelsesrum, hvor en papegøje
skreg ”Vorherre på l....”
Stykket stammede fra teatergruppen
”Rote Grütze” (”Rødgrød”) i Berlin og var forbudt dernede.
Det oversattes af Arne Herløv Petersen (kendt for spionanklager),
blev udgivet af Rhodos og positivt anmeldt i Land & Folk af
overlærer Raimond Swing samt i Berlingeren af Anne Krogh. Bogen
skulle ligesom stykket indgå i skolernes sex- og danskundervisning.
Man viste klip fra stykket i TV, men
klippene var valgt med omhu blandt de mere harmløse. Borgmesteren i
Hedensted opfordrede forældre til at følge med i, hvad der foregik:
stykket var uetisk og samfundsnedbrydende og tidens ensretning af de
unge afskyelig. Lærer Connie Nielsen fra Hedensteds teaterudvalg
fandt imidlertid, at stykket var ”et værdifuldt supplement til den
obligatoriske seksualundervisning” og i Kongens Lyngby inviterede
biblioteket o. 180 børn og unge til en gratis forestilling.
Sexundervisningen fortsatte derudaf.
Danskundervisning kvittede klassikerne og nøjedes med den povre
moderne litteratur som f.ex. Dan Turells ”Op i Røven”
(Dansklærerforeningen) eller klip fra et sex-læserbrev ”Av min
arm, sikke et apparat han havde” (fra ”Integreret dansk”)
o.s.v., o.s.v.
Munksgaards Forlag prostituerede sig
1974 med heftet ”Pornografi” i danskundervisningens
”Triviserie”, et værk af Karen Borgnakke, Erik Engberg, Kirsten
Larsen, Per Larsen, Thorkil Thomsen, Henning Salling Olesen, Claus
Westh, Olav Harsløf og Palle Rasmussen. Heftets pornobilleder var
åbenbart ikke nok. ”Køb i fællesskab nogle pornoblade og kig dem
igennem. Det vil være praktisk hvis I alle har et eksemplar af det
samme nr. af Week-end Sex, som I senere kan arbejde med.”
Man påtvang
skolebørn en liderlig tankegang! Undervisningsminister Ritt
Bjerregaard fandt det i orden.
I Haarby på Fyn anvendte den
sexfixerede lærer Ninon Schloss pornoblade i undervisningen, som hun
sammen med skolebibliotekaren havde købt som klassesæt.
Med al den sex, måtte børnene lære
at beskytte sig. ”Kunstner”gruppen ”Røjserne” skrev sange om
brugen af prævention, pessarer og kondomer, så ”kan du te dig,
som du vil”.
Denne påtrængende
svinen-andres-tankegang-til førte til protester fra forældre. Da de
blev ignorerede, forsøgte nogle at klage til domstolen i Strassburg,
men forgæves: Forbehandlingskommissionen i Strassburg stoppede
nemlig det billedmateriale, der skulle bedømmes! Dommerne fik det
ikke at se. Kun en af dem kunde ikke undskylde sig med uvidenhed: den
danske højesteretsdommer Helga Pedersen. Hun kunde på hjemmeplan
både se og høre, hvad det drejede sig om.
Men det gjaldt dengang som nu at være
”politisk-korrekt”.
”Skøn”litteraturen for
skolebørnene fulgte trop. Under overskriften ”Porno-politisk
medicin for de mindreårige” i Berlingeren 20.9.74 skrev Malin
Lindgren om Per Holm Knudsens børnebog ”Conni og bolighajen” fra
Borgens Forlag: ”Som mor til en teenager kan jeg ikke have noget
imod, han læser om, hvor gode og reelle mennesker, der er i DKP. Men
bogens petting, onani- og samlejescener vil jeg egentlig godt have
ham fritaget for. Ikke fordi de er frække, men fordi de sætter en
norm, som vil lægge endnu et pres på den usikre gruppe af
13-16-årige.” - ”Der manipuleres groft både korporligt og
ideologisk. Lavalderliderlighed.” Hun kritiserer også bogens
politiske program, fordi det - uden følelser – var ren teori som
taget fra Land og Folk. Som modstykke henviste hun til Andersen Nexøs
kvalifikationer!
Borgens Forlag var nok det mest
fremmelige på den politisk-sjofle arena. Det udskrev en
børnebogskonkurrence i 1976. To aktivister fra yderste venstrefløj,
lærer Torben Weinreich og magister i litteratur Søren Vinterberg
stod for konkurrencebetingelserne: der skulle skrives om politiske
aktioner, revolutioner, terror, elevrådsarbejde, lede
kapitalistkællinger, landproletariatet, massagepiger, homosexuelle
drenge, hor og vold. ”Vel skal der være ”saglig” og ligesom
skrabet faktapræget litteratur om bl.a. arbejdsløshed, men der skal
også være mord, voldtægt, selvmord (vi må genopvække en slags
orgiastisk ekspressionisme/futurisme for børn). Ja, det begynder sgu
helt at ligne et program, men ok: så er det et program. Har vi ikke
tid at finde øloplukkeren, så lad os da for fanden smadre halsen på
flasken!”
Dommerkomiteen bestod af Weinreich,
Vinterberg, Iben Melbye og Borgens direktør Ole Thestrup. Bent
Haller fulgte skruppelløst opskriften og vandt med ”Katamaranen”.
Dermed var hans lykke gjort. Han fik 180.000 kr. for bedriften og
Statens Kunstfond belønnede ham med et treårigt arbejdslegat. Siden
har Haller skrevet et hav af børne- og voksenbøger,
tegnefilmsmanuskripter, teaterstykker o.l. I 1978 modtog Haller
Kulturministeriets børnebogspris for ”Indianeren”, og 1980 gav
Kunstfondet ham igen et stipendium. Det fulgtes af
Boghandlermedhjælperforeningens børnebogspris på 5000.- kr.
Der var ikke lutter begejstring over
Bent Haller. På den ”kristne” Johannesskole ville en lærer
bruge den i danskundervisningen i 7. klasse. Det udløste et lille
forældreoprør. Rektor tog først lærerens parti, men fyrede ham
siden.
En lærerinde (og menighedsrådsmedlem
i Folkekirken) havde efter eget udsagn tidligere brugt den på Nils
Steensens gymnasium (katolsk), men var gået stille med dørerne, så
ingen mærkede det.
Thisted Byråd ville ikke have Hallers
næste bog, ”Sabotage”, på biblioteket: den var fyldt med
obskønt sprog og stærke socialistiske undertoner.
Bibliotekarforbundet lagde sag an mod byrådet: kun bibliotekerne
afgjorde hvad der skulle stå på hylderne (JP 8.11.78). Men
landsretten dømte bogen ”underlødig”. Bibliotekskommissionen
kom også med et udspil, men var internt uenige. Tyve år efter - i
1998 - overrakte biblioteksforeningens formand Edvard Pedersens
Biblioteksfonds forfatterpris til Haller ”som en slags
æresoprejsning”. Haller selv mente, at ”...politikere skal lære
at stole på dygtige bibliotekarer og lade være med at blande sig”.
Foruden vinderbogen i Borgens
konkurrence indkom der 85 andre manuskripter til ”socialistiske
børnebøger”, så man kunne oversvømme børnebogsmarkedet med de
”rette” meninger. Nævnte Weinreich var medarbejder ved
skoleradioen, så det var næppe tilfældigt at Borgens socialistiske
serie anbefaledes i skoleradioen lige efter sommerferien 1976 om
”Dansk for 5. – 6. skoleår” (så lærerne blev orienterede).
Også biblioteksvæsenets pjecer anbefalede bøgerne. Weinreich har
skrevet, hvordan man kunne omgå forældrestyret opdragelse ved at
omtale børnebøger i radioens og TV´s børnetimer... På samme
måde kunne ungdoms- og børneaviser eller FDB-bladet, ”Samvirke”s
børnesider bruges til nedbrydning af moral og tradition og reklamere
for revolutionen...
Samme linje dyrkede lærer Egon
Clausen, som startede sin karriere i ”Unge Pædagoger” og hurtigt
bredte sig til andre medier, bl.a. til BIXEN (et marxistisk
tidsskrift om medier for børn og unge) og det forældrefjendske
BRIS. Han udgav vulgære tegninger af kvinder med platte tekster og
to tegneseriehefter for børn ”Superanton i Skole” (1971) og
”Mysteriet i Mønsterskolen”. Begge fik deres bekomst i
JyllandsPosten af børnebogsanmelder Ellen Buttenschøn. Egon Clausen
heglede ned på tegneren Jørgen Clevin: han var uduelig, det gjaldt
bare profit... etc. Andre marxister sluttede sig til hylekoret.
Egon Clausen fortsatte sit politiske
virke i DR.
Og nu er vi så nået derhen, hvor
pubertetsdrenge og småknægte går og gramser på pigerne i skolen,
tager dem på brysterne og rager dem i skridtet, bryder sig hånt om
deres protester og kalder dem ”horer” og ”ludere”, sådan som
de har hørt de kvindeforagtende fremmede gøre. Lærerne griber
efter sigende ikke ind. Hvordan skulle de også kunne det? De hører
til den generation, som i børnehaven blev præsenteret for
”bollerummet”.
Man gjorde mange børn fortræd...
Jo, det er en kold og følelsesløs
tid, vi lever i - som skolepsykolgen sagde......
Gertrud Galster
