juli 03, 2014

Lidt dansk Kultur: Dyveke og Chr. 2. Helsingør 3


Inden jeg forlader Karmelitterklosteret skal vi lige høre om Kristian den Andens lille due, Mor Sigbrits datter, Dyveke. Et er kæresteri, et andet politik. Kristian giftede sig af praktiske grunde med den habsburgske prinsesse Elisabeth, søster til (den senere) kejser Karl V, men det var Dyveke, han elskede. Da skibet med den purunge, forventningsfulde Elisabeth nåede til Helsingør hørte hun her for første gang om Dyveke, inden de sejlede videre.
Dyveke overværede fra Hvidøre kongsgård modtagelsesceremonien nedenfor på pynten, hvor der nu står en statue af Knud Rasmussen. Den 14-årige Elisabeth var beklemt og søsyg.

Habsburgerslægten nede i Tyskland kunde ikke rigtigt acceptere Kristians frille og klagede over forholdet, og hvordan var det også at Kristian så ud! Som en røver med et stort mørkt skæg! Det burde han barbere af! Men Kristian kunde man ikke kommandere med! Skægget blev, og Dyveke blev.

Så pludselig døde Dyveke! Rygterne svirrede, at hun var blevet forgivet med giftige kirsebær. Det var nok adelsmanden Torben Oxe, der havde sendt hende dem, måske som fortørnet og forsmået bejler ? Var det det habsburgske hof, der stod bag? Rigsrådet frifandt Torben Oxe, men Kristian var skinsyg og overbevist om sagens rette sammenhæng og vilde have hævn. "Er Torbens hals end så tyk som en tyrs. han skal dog miste den!" Kongen manipulerede lidt med retsordningen. Torben var slotsbefalingsmand på Københavns slot og dermed undergivet gårdsretten (hustugten ), så kongen lod ham dømme af 12 kongelige bønder fra Solbjerg landsby. Den gamle retsformel lød "Ikke vi, men hans egne gjerninger dømme ham". Han havde "besmittet" kongens seng. Det hørte vi ikke i underskolen og vilde heller ikke have forstået, for dengang var der ingen, der vilde pervertere ungerne med sex.
Torben Oxe blev henrettet på Skt. Gertruds Kirkegård i København 1517. I dag minder kun navnet Skt. . om stedet. (Skt. Gertrud havde et vist hedensk præg af dødsgudinde, og i Helsingør var det Skt. Gertrudsgildet, som tog sig af at begrave de strandvaskere, der måtte komme. Hun beskyttede vejfarende og hendes kapeller lå gerne tæt ved byernes indfaldsport, så man kunde takke hende for at være kommet godt frem. Noget kloster har hun ikke haft i København. Det er en moderne restaurant-reklame!)

Dyveke blev ifølge overlevering begravet i Karmelitterklosteret. Man ved ikke exakt hvor. Der skal have været en tradition for at spytte på et sted i den oprindelige portindgang. Kongen takkede karmelittermunkene ved at skænke dem Skt. Jørgensgården vest for datidens København (jvf. Skt. Jørgens Sø). Skt. Jørgensgårdene lå altid uden for byerne, beregnet til isolering af de spedalske, hvilket førte til, at sygdommen døde ud. Udgifterne hertil klaredes af gårdenes landbrug. Da sygdommen var på retur kunde karmelitterordenen i stedet bruge pengene til et seminar for alle theologer. Datidens kendte ivrige debattør Poul Helgesen blev første forstander, men seminaret varede ikke længe, for Poul Helgesen holdt en politisk dunder-prædiken på Johannes halshuggesesdag i 1522 og alle forstod hentydningen. Kongen blev rasende og tog sin gave, Skt. Jørgensgården tilbage - skønt den var givet dem til "ævig tid". Slut. Punktum. Seminaret lå dèr, hvor nu Valkendors Kollegium ligger.

På Nationalmuseet er der et midterstykke af en altertavle fra Karmelitternes klosterkirke, Skt. Mariæ, fra ca. 1520. Den forestiller dommedag. Nederst ses de ædle givere: Kristian 2 og hans Elisabeth i bøn. Yderst til højre sidder en grædende kvinde alene (- så vidt, jeg husker - hun er desværre ikke med på billedet -), som folketraditionen fortolker som Dyveke. Det er jo altid kvinderne, der har skylden, og mange af dem er på vej ned i helvedet.