september 10, 2014

Tabt på gulvet

Udgivet på Information (http://www.information.dk)

Hjem > Da Reinfeldt tabte folkhemmet – og Sverige

Svenskerne synes ikke længere, finansminister Borg er en rockstjerne, i stedet rider de på en rød bølge væk fra den borgerlige Alliance og gør efter al sandsynlighed svejseren Stefan Löfven til ny socialdemokratisk statsminister ved valget næste søndag. For mens Anders Fogh kunne forandre danskerne, er det ikke lykkedes de borgerlige at udradere Folkhemmet og broderfolkets fornemmelse for lighed

Mette-Line Thorup 5. september 2014

De ville brænde pengesedler af foran Riksdagen i Stockholm. Ikke for at vise lønforskellen mellem kvinder og mænd, som feministpartiets Gudrun Schyman havde gjort, da hun satte ild til 100.000 svenske kroner. Det her var på sin vis endnu mere radikalt. De hørte til højindkomstgruppen i Sverige, men ville ikke have flere af den borgerlige regerings skattelettelser, som de ellers havde tjent ganske godt på. De sagde nej tak til flere penge i plånboken. De ville have velfærd frem for skattelettelser.
Et middelklasseoprør var i gang. Tre kvinder fra Göteborg dannede fronten. Og de behøvede ikke at lave happenings. Det bredte sig som en steppebrand alligevel.
Mens både Socialdemokraterna og de liberale Nya Moderaterna med finansminister Anders Borg i spidsen kæmpede om at vinde den middelklasse, de ikke troede kunne se længere end deres egen tegnebog, vendte store dele af de velbjærgede og veluddannede svenskere dem ryggen.
Aftonbladet sagde, at det her virkelig var nyt, og da Riksdagen åbnede sidste år, trykte formiddagsavisen en kronik af de tre kvinder, der ikke ville have flere nye køkkener og restaurantbesøg, mens de fælles velfærdsordninger blev forringet. Den blev delt 23.000 gange, og på Facebook kaldte de tre kvinder sig for Medelklassupproret og fik hurtigt over 10.000 følgere. De kom i radio og tv, og aviserne ringede. Flere liberale fra virksomhedernes chefgange støttede dem, og forfatteren Jan Guillou sagde, at man også behøvede et overklasseoprør.
Én forklaring på, hvorfor en succesrig borgerlig regering og en finansminister med anarkistisk hestehale, ørering og rockstjernestatus står til at tabe magten efter otte år, hvor Sveriges Pippi-økonomi har vist muskler og misundelsesværdige vækstrater under krisen, findes her i Göteborg-bydelen Majorna. I den ene af de tre kvinder Anita Bechmans køkken med danske teakmøbler, bugnende grøntsagsfad og små hylder med grafik og keramik.
»Vi har en oplevelse af, at man bare prøver at købe middelklassen med skattelettelser, fordi forventningen er, at vi er ligeglade med de arbejdsløse, at velfærden bliver dårligere, at omsorgsarbejde undervurderes og at kronisk syge får dårligere vilkår. Jeg har fået store lønforhøjelser på mit arbejde og skattelettelser. Men for mig er det et tegn på, at noget ikke er godt i samfundet. Det er sket noget i Sverige, som gør, at det ikke er rart at få lønforhøjelser og skattelettelser. Kløften mellem rige og fattige er blevet større,« siger Anita Beckman, der er lektor i kulturvidenskab, og bor sammen med sin mand, der arbejder i musikbranchen, og den yngste af sine sønner i den 120 kvadratmeter store lejlighed.
Hun har nu 4.000 kroner mere om måneden at gøre godt med pga. de borgerlige skattelettelser.

Venstrebølgen
Når svenskerne går til valg på søndag har statsminister Fredrik Reinfeldts liberale Moderaterna tabt knapt hver tredje vælger. Sådan har meningsmålingernes dom lydt i det seneste år, og det ser ikke ud til at ændre sig, selvom en sidste slutspurt forsøges sat ind. Udebliver effekten må Alliancen bestående af fire borgerlige partier overgive magten til den rødgrønne blok.
Meget har forandret sig siden 2006, hvor Alliancen fortrængte den socialdemokratiske regering. Nu handler det om mere lighed, bedre velfærd og bedre skoler. Alt sammen svenske kerneydelser som Alliancen får skylden for at have forringet.
Og hvor det i sin tid i Danmark lykkedes den borgerlige statsminister Anders Fogh Rasmussen at placere sig der, hvor danskernes holdninger havde flyttet sig fra venstre mod højre, sidder Folkhemmets værdier så dybt i svenskerne, at de nu igen tør drømme, lyder det. I Sverige kalder de det »vänstervågen« – venstrebølgen – en længsel efter noget nyt. Et alternativ.
I befolkningen er det borgere som Anita Bechman, der repræsenterer venstrebølgen. Politisk er det Vänsterpartiet, Miljöpartiet og det nye Feministisk Initiativ, der har været oppe over spærregrænsen i enkelte målinger. Svejseren Stefan Löfven, mangeårig fagforeningsboss og leder af Socialdemokraterna siden 2012, der gør op med den europæiske (og danske) udbudspolitik og lover fuld beskæftigelse, er enhver skuffet dansk socialdemokrats våde drøm. Men når danske socialdemokrater formentlig vil tiljuble den røde sejr i Sverige, er det vigtigt at huske på, at det er den røde bølge, der ser ud til at sikre Löfven magten, for det er de mindre partier, der i målingerne leverer vælgerfremgangen. De svenske sosser ligger og svinger et par procentpoint over de 30 i meningsmålingerne – et drømmeresultat for danske socialdemokrater, men for de svenske alt for tæt på det værste valgresultat i historien på præcis 30 pct. i 2010.
Hvad der i en dansk sammenhæng kan forekomme som kernesocialdemokratisk politik er måske ikke engang nok for de svenske vælgere, der rider på venstrebølgen? Som den feministiske økonom Katrine Kielos skriver i Aftonbladet:
»Ingen gider læse om Anders Borg. De vil til homeparty med Gudrun Schymann (grundlægger af Feministisk Initiativ, red.). Der er en bevægelse fra realisme til drømme. Fra blå til rosa. Fra højre til venstre. Fra regeringsduelighed til arbejdskritik. Fra ’jeg har en plan’ til ’jeg har en drøm’. Forbi Socialdemokraterna og lige ud i det rosagrønne.«
Og mens sosserne kæmper i midtergangen, er det nu en anden økonom, der har overtaget Borgs rockstjernestatus. Han er fransk og hedder Thomas Piketty. Borg derimod har klippet hestehalen.
Uligheden vokser

Den 1. maj. holder tidligere socialdemokratisk statsminister Göran Persson – et godt bud på en ny socialdemokratisk udenrigsminister – tale i Folkets Hus i Gnesta.
»Regeringen siger, at vi ikke kan gøre så meget, at vi må følge den internationale orden. Sænke skatterne. Overalt, hvor den recept er prøvet, leder det til øget ulighed. Og det skader økonomien. Det har man ikke troet tidligere, men nu kommer det ene videnskabelig bevis efter det andet. I særdeleshed er det nu en fransk økonom, der har fået meget opmærksomhed i USA, der siger det. Det er ikke så svært at forstå egentlig. Hvis pengene ikke fordeler sig, så sker der ikke så meget i en økonomi,« siger han ifølge nyhedsmagasinets Fokus’ reportage med henvisning til den franske økonom Thomas Piketty, der viser, at den økonomiske ulighed er steget konstant i det 21. århundrede og nu accelererer med en alarmerende hast.
Nogle dage senere udsender OECD en rapport, der undersøger indkomstforskelle i 33 medlemslande. Rapporten chokerer. I hvert fald i Sverige. Verdensmestrene i lighed er gledet fra en førsteplads i 1995 til en 14. plads i 2010 i sammenligningen over, hvor kløfterne mellem rige og fattige er mindst. Den stigende ulighed er gået fra at være en biting, til at være noget, hele verden taler om, og som anses som et afgørende problem blandt førende økonomer og internationale organisationer som Den internationale valutafond IMF og OECD. Og selvom Thomas Piketty, der bygger sin bog på indsamling af formue- og indkomstdata fra verdens lande, herunder Sverige, ser Sverige som et af de lande, hvor der trods alt gøres mest for at holde uligheden i ave, taler han lige ind i en svensk fornemmelse for, at den højt besungne svenske »jämlikhet« er ved at gå fløjten.
Ifølge OECD havde kløften i Sverige åbnet sig mest i årene 2007 til 2010, hvor den borgerlige regerings medicin havde stået på selskabsskattelettelser og fem runder jobskattefradrag til en pris af 140 milliarder. Samtidig havde Reinfeldt slået sig op på at bekæmpe det såkaldte »ütenforskab«, de hundredetusinde der står uden for arbejdsmarkedet. Det skal kunne betale sig at arbejde, har det heddet hos Reinfeldt og Borg som et ekko af Venstres Anders Fogh Rasmussen i nullerne.
Konkret har det betydet, at dækningsgraden, det vil sige den procentdel af lønnen, der bliver udbetalt til en arbejdsløs i understøttelse, er blevet beskåret med 15 procent. Ifølge Svenska Dagbladet har ingen andre OECD-lande skåret noget i nærheden af det, og Sverige ligger nu under OECD-gennemsnittet. Samtidig er pensioner og sygedagpenge blevet beskåret. Alliancen hævder, at de har skabt 250.000 nye jobs, og de gik til valg på at mindske arbejdsløsheden. Men den er på samme niveau som i 2010 og er med sine 7,8 procent i international sammenligning stadig høj og voldsomt høj blandt de unge. Fremtrædende økonomer har kritiseret, at Alliancens jobpolitik ikke har været effektiv. Skattefradragene og sænkede arbejdsgiverafgifter for unge har ikke fået bugt med ungdomsarbejdsløsheden. Svensk LO har på sin side udarbejdet en analyse af Alliancens skatteomlægninger, der viser, at jo højere indkomst, jo mere har det givet i faktiske kroner og ører i tegnebogen.
Det er denne ulighed, svenskere som Anita Beckman reagerer på:
»Vi er ved at skabe et opdelt samfund. Og jeg tilhører dem, der kan købe serviceydelser, rengøring i mit hjem, lektiehjælp til mine børn. Men nogen må udføre disse job. Deres lønninger presses hårdt, fordi de er lavtuddannede og i evig angst for at miste deres job, mens arbejdsløshedsforsikringen bliver dårligere og dårligere. De får at vide, at et usikkert lavindkomstjob er bedre end ikke noget job overhovedet,« siger Anita Bechman med henvisning til de vikarbureauer, der i stigende grad lejer folk ud på timebasis eller i kortere vikariater, mens folk mister deres jobsikkerhed og arbejdsmarkedsgoder.
Oven i diskussionen om velfærd og skattelettelser har en række skandaler inden for den udbredte svenske privatisering af velfærd og skoler skabt debat. Skandalerne kobles til dårlige PISA-resultater i skolerne. Opfattelsen er, at de dårlige skoleresultater øger uligheden, og de borgerlige partier i Alliancen får skylden. Mens de øvrige vestlige lande har diskuteret regulering af bankerne i kølvandet på finanskrisens tømmermænd, diskuterer svenskerne mere regulering af de private velfærdsvirksomheder i valgkampen.
»Min svigermor bor på et plejehjem, som kommunen netop har solgt til en privat virksomhed, der skal have overskud på deres investering. Jeg har venner, der arbejder med ældre, og de oplever, at de private firmaer ansætter unge mennesker i vikariater eller på timebasis, fordi arbejdskraften bliver mere fleksibel, og der sker hele tiden nedskæringer, fordi det handler om at få penge ud af virksomheden,« siger Anita Beckman.
Klasserejse

Hun behøver bare at gå uden for sin egen dør for at se, hvor privilegeret hun er. Familien bor i en billig lejlighed i et eftertragtet område i Göteborg med bevaringsværdige gamle træetageejendomme og blomsterprydede gårdhaver, hovedsageligt beboet af kunstnere, musikere og akademikere. Hvis hun ville, kunne hun hoppe på en bustur rundt i Göteborgs geografiske ulighed, som under titlen Klassresa arrangeres af en lokal kulturinstitutionen.
Ifølge professor i socialt arbejde, Ove Sernhede, er Göteborg, Sveriges andenstørste by med godt en halv million indbyggere, blevet mere segregeret, og indkomstforskellene er øget. I Linnésstaden, også kaldet Göteborgs Chardonnay-distrikt, ligger restauranter og barer side om side. Historien er den samme som i mange andre storbyer. Tidligere var der plads til alkoholikeren på bænken, men nu trænger cafeernes udeservering dem bort.
De allerrigeste i Göteborg bor i millionvillaer i områder som Örgryte, hvor de store smukke træhuse har koloniale søjler ved indgangen, og beboerne er etnisk svenske. For 25 år siden tjente beboerne i Örgryte ifølge Göteborgposten i gennemsnit 40 procent mere end beboerne i Biskopsgården, det store sociale boligbyggeri nord for Göta Älven, hvor op mod halvdelen af beboerne er arbejdsløse.
I dag tjener Örgryte-beboerne 90 procent mere.
Nasro Hassan er somalier og mor til fem. Hun er på vej hjem fra at have indskrevet sin yngste datter i en af Biskopgårdens mange børnehaver. Den 39-årige kvinde har boet i Sverige siden 1992 og har haft flere forskellige job blandt rengøring og ældrepleje, men går lige nu arbejdsløs.
»Jeg har arbejdet, som Alliancen siger, jeg skal,« siger hun. Hun kalder det »slavelignende« job med et stort grin, for hun ved godt, at det er det, hun kan få. Men også hun mærker lønpresset og den lavere arbejdsløshedsdækning.
»Det handler også om menneskelighed. Jeg har aldrig sagt nej til et job. Men jeg fik ondt i ryggen, og måtte gå hjemme,« siger hun.
I flere af Göteborgs indvandrerkvarterer er arbejdsløsheden på omkring 40 procent. Det tager nu ikke modet fra 34-årige Mahdi Fawsi, der for fem år siden flygtede fra det borgerkrigshærgede Irak og bor sammen med sin 25-årige kone Evan Majeed og deres to børn i en treværelseslejlighed i Biskopsgården. De har lige hentet den halvandet-årige Alvin fra vuggestue, og mens han får en flaske, finder hans far tre kørekort, der alle viser, at han nu kan arbejde som chauffør.
»Vi elsker Sverige, og vi er så taknemmelige for at være her. Der er gratis uddannelse, og vi har fået et godt sted at bo. Men der er ingen job,« siger Mahdi Fawsi, der spekulerer på at rejse til Norge for at finde arbejde.
Folkhem

Valgkampen handler også om de job, som Mahdi Fawsi og andre med ham efterspørger.
Hvor Thorning-regeringen herhjemme har fokuseret på at øge udbuddet af arbejdskraft, så koncentrerer de svenske socialdemokrater sig om en ambitiøs jobplan, der skal skaffe reelle job i stedet for at øge konkurrencen om de eksisterende. Socialdemokraternas Stefan Löfven har efter en periode med turbulens og lederskifte genvundet troværdigheden hos vælgerne. I forrige weekend foreslog han at give plads til en fremtrædende industrirådgiver, og partiet vil finansiere for 10 milliarder bedre kollektiv togdrift med en lastbilsafgift. Löfven taler om vækst, konkurrenceevne og globalisering, men hans socialdemokratiske sindelag skinner igennem, lyder det misundeligt fra centrumvenstrefolk herhjemme som f.eks. tænketanken Cevea.
Og selvom der er et stykke til de 35 procent, der er Socialdemokraternas udtalte ambition, mener svenskerne tilsyneladende ikke længere, at de borgerlige er bedst til at passe påFolkhemmet. Endnu en misundelsesværdig bedrift af de svenske sosser set fra en dansk vinkel. Nu er spørgsmålet så, om Löfven har (gen)fundet en guldåre, eller han i højere grad får hjælp af en særlig svensk Folkhems-mentalitet, som simpelthen viste sig at stikke dybere, end Fredrik Reinfeldt havde forestillet sig, da han efter Foghs velkendte model forsøgte at overbevise svenskerne om, at han var bedre til at passe på velfærden, end Socialdemokraterna var.
I lang tid havde Aron Etzler, forfatter og nu partisekretær for Vänsterpartiet, forestillingen om, at svenskerne efter at have stemt Reinfeldt til magten to gange var blevet mere borgerlige. Men så begyndte han researchen til en bog om Reinfeldt og fandt ud af, at det modsatte var tilfældet. Svenskerne er simpelthen blevet tabt i den røde gryde som børn. F.eks. troede de fleste, at indbyggerne i landet med et af verdens højeste skattetryk gik ind for skattelettelser. Men ifølge opinionsundersøgelser er det tal faldet fra 78 procent i 1960 til 46 procent i 2010. I stedet var det lykkedes Fredrik Reinfeldt at overbevise vælgerne om, at han var den bedst kvalificerede til at styre landet.
»Kigger man på meningsmålinger over en lang periode, fremgår det, at svenskerne ligger mest til venstre. De er mere lighedsorienterede, de synes, høje skatter er godt, de er imod privatisering. Jeg mener også det forholder sig sådan i Danmark, men det er ikke altid, at debatten handler om venstre- højre-spørgsmål. Eksempelvis kan det handle om indvandring, og så får man et helt andet resultat. Men mange af dem, der stemmer på Dansk Folkeparti, har venstreorienterede holdninger, og mange af dem, der satte kryds ved Reinfeldt tidligere, har holdninger, der ligger til venstre for Moderaterne. Men de valgte ham, fordi de ville have en stærk statsminister. Det skyldes, at forskellen mellem de to store partier, Socialdemokraterna og Moderaterna, er blevet udvisket. Så fylder personspørgsmål langt mere,« siger Aron Etzler.
Den vurdering deler Åsa Linderborg, kulturredaktør på det socialdemokratiske Aftonbladet.
»Selvom Socialdemokraterne ikke længere kan regne med over 40 procent af stemmerne, så er Folkhemspolitikken og drømmen om Folkhemmet meget stærk. Undersøgelse på undersøgelse viser, at svenskerne elsker deres velfærdsstat. De er stolte af det sociale sikkerhedssystem og regner med, at der findes tryghed, til man dør. Svenskerne er et socialdemokratisk folk, og de vil have socialdemokratisk politik« siger Åsa Linderborg og understreger, at det ikke bare er nostalgi og længsel efter noget tabt. Svenskerne har en stærk rettigheds- og lighedsidelogi, der bygger på, at man arbejder meget og betaler meget i skat. Til gengæld forventer man en solidarisk velfærd. Moderaternas problem er, at Reinfeldt sagde, at han kunne forvalte Folkhemmet, men det kunne han ikke, mener Åsa Linderborg:
»Reinfeldt vandt valget på at sige, at han var en bedre socialdemokrat end socialdemokraterne selv. Han kaldte sit parti det nye arbejderparti og talte hele tiden om de socialdemokratiske landsfædre. Men han kunne ikke passe på Folkhemmet. Uligheden er vokset, og arbejdsløsheden er ikke faldet, som han lovede. Folk tror ikke længere på ham. Middelklassen vil have venstrefløjspolitik. De vil betale mere i skat, hvis pengene går til bedre velfærd, omsorg og skoler. Det viser flere undersøgelser.«

Ekstremt svensk
En anden side af den svenske mentalitet er forestillingen om, at Sverige er et indvandringsland, hvor tolerancen er høj over for indvandrere og flygtninge. Det er også i det lys, man skal se det svenske establishments afstandstagen til Sverigedemokraterne (SD), der står til en fordobling af stemmerne til over ti procent med deres indvandrerkritiske politik. De kom i Riksdagen for første gange for fire år siden, men ingen af de andre partier har villet samarbejde med dem.
Den populære svenske forfatter og journalist Fredrik Lindström har lavet flere tv-programmer og skrevet bøger om svensk mentalitet, og snart er der en ny på gaden med titlen Ekstremt svensk. Lindström mener, at svenskerne er det mest ekstreme folk i verden.
»Internationale værdiundersøgelser viser, at svenskerne har de mest ekstreme værdier i verden. Vi ligger helt i top hvad angår at være de mest rationelle, og vi er også de mest individualistiske. Vores værdier er ekstreme, set ud fra et globalt perspektiv. Mens vores egen opfattelse af os selv er, at vi er helt normale,« siger han.
Det ironiske i forhold til svenskernes store optagethed af lighed og social tryghed er imidlertid, at det er indvandrere og flygtninge, der betaler den højeste pris for Sveriges økonomiske og sociale problemer. Man har i mange år stukket hovedet i busken og ikke talt om integrationsproblemerne, fordi det blev opfattet som om, man talte negativt om indvandrere og flygtninge, påpeger Markus Uvell fra den borgerlige tænketank Timbo, der er forfatter til bogen, Folkhemspopulisme – Berättelsen om Sverigedemokraternas väljare.
»Arbejdsløsheden er højere blandt flygtninge og indvandrere, de sociale problemer er større og børnenes skoleresultater er dårligere. Det er konsekvensen af en fejlslagen integrationspolitik. Hvis man er positiv over for den liberale indvandringspolitik, som jeg selv er, må man jo sørge for, at de, som kommer hertil, får en rimelig chance for at komme ind i samfundet,« siger han.
Uvell er naturligvis ikke enig i, at der er tale om en venstrebølge i den svenske befolkning. Han mener, at de borgerliges sandsynlige valgnederlag skyldes, at vælgerne er trætte af Reinfeldt.
»Der er en følelse blandt vælgerne af, at Alliancen ikke vil mere. De har ikke er mere på reformprogrammet,« siger han.
Uvell mener, at det, som nogen kalder venstrebølgen, skyldes, at svenskerne er blevet mere optaget af nye værdispørgsmål – i stedet for økonomi og job.
»I Europaparlamentsvalget gik det jo godt for Feministisk Initiativ, SD og Miljöpartiet, som ikke er så interesserede i job og økonomi. Der er en dybere forandring i Sverige, der gør, at flere og flere ikke er så interesserede i de spørgsmål, og det rammer Moderaterna.«
Uanset hvad der er den dybere årsag til venstrebølgen, kan den nok være med til at gøre Löfven til ny statsminister. Men som meningsmålingerne ser ud, får han ikke flertal. Og de fleste iagttagere forventer kaos, når der skal dannes regering.
»Löfvens problem er, at hans vælgere er mere radikale end han selv. De socialdemokratiske vælgere vil have, at han danner regering med Vänsterpartiet. Men han ønsker at arbejde hen over midten og samarbejde med de nuværende regeringspartier, Centerpartiet og Folkpartiet og så Miljöpartiet. Socialdemokraterna vinder, men de får et dårligt valg, og Löfven får ikke flertal, med mindre han tager Vänsterpartiet med i regering, og det vil han ikke. Han kommer nok til at danne en minoritetsregering og forlade sig på Vänsterpartiets støtte, så han får vældig svært ved at have en stabil regering,« lyder Åsa Linderborgs vurdering.
Og Reinfeldt? Han taler ikke længere om skattelettelser, for det kan man ikke vinde et svensk valg på i dag. I stedet danser han sammen med Socialdemokraterna rundt om behovet for at indføre nye skatter. Og ligesom de danske socialdemokrater kigger mod broderlandet, gør Venstres Lars Løkke Rasmussen, der går til valg på danske skattelettelser, det nok også.
Fredrik Reinfeldt vil sandsynligvis kun kunne beholde magten, hvis SD bliver tungen på vægtskålen og peger på Reinfeldt. Men går Reinfeldt sammen med SD for at blive siddende, vurderer kommentatorerne, så ender han alligevel med at tabe. For den slags gør man ikke i lighedsideologiens og Folkhemmets Sverige.


Svensk valg
Søndag den 14. september er der valg til den svenske Riksdag, kommuner og amter.
Sveriges borgerlige regering har siddet i otte år og består af Nya Mode-raterna, Folkepartiet, Centerpartiet og Kristendemokraterne. Oppositionens koalition består af Socialdemokraterna, Miljöpartiet og Vänstrepartiet. Feministisk Initiativ betragtes i koalitionen som opposition.
Sverigedemokraterne tilhører ikke nogen gruppe, men stemmer blåt i ni ud af ti tilfælde.

Kilde-URL: http://www.information.dk/508560