juni 08, 2015

"Ræverød"


http://universitetsavisen.dk/politik/da-studenterpolitikerne-blev-tjekkede

Klip fra Uni avisen fra Københavns Universitet  2/2-2012

Mere
AKTIVISME - Med en disciplineret organisation og politisk håndværk, der ligner Folketinget på en god dag , er der sket noget i det studenterpolitiske miljø. Eller også er det virkeligheden, der har forandret sig. Nutidens studenterpolitiker ligner i hvert fald statsminister Helle Thorning mere, end Helle Thorning selv gjorde, da hun lavede politik på KU for 20 år siden.

AF CHRISTOFFER ZIELER
_ _ _ _ _ _ _ _ _ _ 


Thorning lærte ikke håndværket på studiet.

En studerende, som inkarnerer ’det parlamentariske maskinrum’, er den 26-årige skatteminister Thor Möger Pedersen. Uden en færdig eksamen er han strøget direkte fra Statskundskab på KU ind i centrum af landspolitik som strategisk leder af regeringspartiet SF. En succes for studiet, kunne man sige, men Søren Schultz Jørgensen mener også, der var gode ting ved gamle dages utjekkede studenterpolitik.

»I dag er den politiske kultur på Statskundskab og de andre samfundsfaglige studier langt mere synkroniseret med den virkelige verdens politik – det er jo godt. Der er en form for realitetsfornemmelse i de studerendes måde at gøre tingene på, hvor vi tidligere havde diskussioner i nogle lukkede osteklokker.«

»Den teoretiske og verdensfjerne måde, vi diskuterede politik på i gamle dage, bød jo nok på nogle store erkendelser, om hvordan vi kunne – hvad ved jeg – organisere samfundet, sådan at vi alle sammen fik borgerløn, men det var dæleme langt væk fra de politiske realiteter.«
»Men der er også en slagside ved nutidens pragmatiske studenterpolitik, og det er tabet af et åbent refleksionsrum. Den nye studenterpolitik bliver lige så fattig som samfundspolitikken på visioner, vilde tanker og ideologisk og værdimæssig kreativitet.«

»Og du må godt hilse og sige, at den studenterpolitik, som Helle Thorning-Schmidt og blandt andre jeg lavede i 1988 og to-tre år frem, var ideologisk og fuld af vidtløftigheder og flip. Og Helle - som var ræverød, i bogstaveligste forstand, med langt hennafarvet hår og medlemskab i stærkt venstreorienterede grupper – besad dengang den reelle politiske magtpost på Statskundskab som ’studienævnssekretær’. I virkeligheden kæmpede vi for at få mest mulig marxisme ind i undervisningen og, med 20 års forsinkelse, for et opgør med professorvældet. Men der var passion og vrede og demonstrationer og store bannere, hvor der bare stod ’Samfundsfag siger nej’.«
»Hvis du kiggede på repræsentationen af anarkosyndikalister på Statskundskab og i samfundet udenfor, så ville du se en ret stor divergens. 98 procent af landets anarkosyndikalister gik på Statskundskab.«

Til gengæld havde anarkosyndikalister og andre sværmere indtil reformerne i 2003 en del mere formel indflydelse på deres universitet end nutidens studerende. Hvad siger den nuværende studenterformand Bjarke Lindemann?

Ville han skrue tiden tilbage til de velerhvervede rettigheders epoke, hvis han kunne?
»Jeg arbejder nat og dag for at sikre de studerende indflydelse. Om det skal manifestere sig i formelle rammer, eller vi må få indflydelse på anden måde, tager vi, som det kommer. Det, vi laver, er spændende, men jeg ville da gerne have, at vi havde mere indflydelse, og der blev lyttet mere til os – sådan som loven siger.«

Vil du have dine citater til gennemsyn?
»Ja. Det vil jeg rigtig gerne.«

chz@adm.ku.dk