september 17, 2015


Frændeløs


En sørgelig, men meget lærerig affære er i dag ved at blive glemt i almindelig ligegyldighed: sagen om de forældreløse vietnamesiske flygtningebørn i Danmark. Forundret og chockeret må man konstatere, at sådanne ting kan finde sted i vore dage i en del af Europa, hvor man påberåber sig at leve i et frit samfund.

Ingen har hidtil draget den rette lære af dette, og vi føletr, vi bør tage emnet op, selvom det ikke er brændende aktuelt.
Sagen, der udspilledes mellem den danske journalist Henning Becker og det velorganiserede, fjendtligt stemte bureaukrati i hans hjemland, afsluttedes, efter en sand styrkeprøve, med statsapparatets sejr over hjertemennesket Becker.

Politiske hensyn sejrede over samvittighedens forpligtelser

Det hele startede i 1967, da Becker tog på en reportagerejse til Vietnam. I det krigshærgede Saigon blev den danske journalist rystet over at se, hvordan forældreløse børn strejfede om i gaderne, sultne og forladte. Han begyndte at samle en del af dem om sig og opgav til sidst sin karriere for helt at hellige sig børnene. I 1970 blev Henning Beckers indsats belønnet med Albert Schweizer-prisen.

Men i foråret 1975, lige efter Saigons fald, begyndte vanskelighederne. Becker havde besluttet at tage de 200 forældreløse børn, han havde i sin varetægt, hjem til Danmark, idet hovedparten af dem tilhørte et bjergfolk, som var meget forhadt og truet af kommunisterne.

Ak! Becker kunde på det tidspunkt ikke ane, at det hans hjerte påbød ham at gøre, gik stik imod den danske regerings politiske hensyn. En del danskere var påvirket af kommunistisk tankegang, ikke mindst flere betydningsfulde medlemmer i den socialdemokratiske regering og sympatiserede med Nordvietnam. Da der desuden var forhandlinger i gang om en økonomisk traktat mellem København og Hanoi, var sagen afgjort: flygtningebørnene skulde tilbage til Vietnam.

Stillet over for protester fra flere internationale organisationers side samt Beckers modstand måtte regeringen bøje sig, men opgav dog ikke sin plan. Man fulgte reglen: "del og hersk" og skilte de såkaldte Montagnardbørn (fra bjergfolket) fra Vietnambørnene.
I januar 1976 inviterede man en kommunistisk delegation fra Nordvietnam til at drøfte børnenes hjemsendelse. Fra da af førte Becker en ihærdig kamp mod regeringen, støttet af en ung vietnamesisk lærerinde, Elisabeth Phan Sam, som Dansk Røde Kors havde tilkaldt fra London for at tage sig af flygtningene. Børnene, som udmærket vidste, hvad de skyldte deres plejefar, sluttede op som en samlet flok bag ham. Regeringen mente sig derfor nødsaget til at gribe til mere voldelige metoder for at bekæmpe oprørerne.

Politiets to angreb mod børnene.

En morgen, hvor Becker og Elisabeth Phan Sam var væk, angreb 40 politifolk med hunde ejendommen, hvor børnene opholdt sig. for at fjerne dem. Det er let at forestille sig. hvilken rædsel en så voldsom aktion har indgydt disse børn, som allerede havde gennemgået så meget i krigen. De havde genvundet ligevægt og livsglæde sammen med Henning Becker, der var som en far for dem, og nu vilde man fjerne dem fra ham. Med koldt overlæg vilde man gøre dem forældreløse for anden gang. Man er målløs og forarget over den hjerteløshed, regeringen i et såkaldt demokratisk land således udviste over for disse børn.
Idet man forbød Becker og Elisabeth Phan Sam at sætte sig i forbindelse med dem, anbragte man børnene på en institution omgivet af pigtråd og politihunde. En miniature-udgave af Øst-Berlin med muren var på den måde blevet oprettet midt i Danmark. Fortvivlede forsøgte to børn at begå selvmord, og det ene måtte i al hast transporteres til hospitalet med en gaffel stukket i maven. For at det hele skulde være fuldkomment, udviste de ansvarshavende i Dansk Røde Kors under disse begivenheder en ligegyldighed, der vilde være en Goulag-embedsmand værdig.

Det var på dette tidspunkt, pressen begyndte at interessere sig for sagen, og af frygt for offentlighedens reaktion måtte de danske myndigheder løslade børnene, men dog såledesa at de bevarede opsynet med dem. Alligeve lykkedes det børnene at flygte fra opsynsmændene, og alle vendte tilbage til Becker i et hus, som den elskelige Kirsten Lauritzen - kendt for sin aktive støtte til humasnitære foretagender - havde stillet til rådighed. En uge senere indledte 50 fuldt udrustede politifolk med hunde et nyt angreb, endnu voldsommere end det forrige. De fuldstændigt rådvilde børn skreg, satte sig til modværge, og nogle reagerede ved at kaste sten på betjentene, men de blev hurtigt overmandet.

Flere af børnene blev så spærret inde sammen med kriminelle eller anbragt på lukkede afdelinger. Således gik det Pham Van Tru, en 14-årig dreng med kunstnerisk sans, som under angrebet fik sin malerkasse, det dyrebareste han ejede, konfiskeret af politiet. Pham Van Tru blev spærret inde sammen med skizofrene af en eneste grund: han malede religiøse motiver!

"Har hundene bidt børnene ?"

Kommunistiske embedsmænd fra Hanoi-regeringen, kendt for deres umenneskelighed i vietnamesiske kredse, blev tilkaldt fra Paris for at tage sig af børnene. Det var forsent at sende de 200 børn samlet tilbage til Vietnam, fordi sagen var blevet altfor omtalt i pressen. Men de nordvietnamesiske embedsmænd havde stadig den mulighed at udøve pression mod børnene enkeltvis og dermed tvinge dem til at rejse hjem. Pressen blev underrettet om disse forsøg på hjenevask og tog sagen op igen, hvilket reulterede i en bølge af sympati for Becketr og Vietnambørnene blandt danske læsere. Men regeringen, som nu var kommet i forlegenhed, lagde pres på aviserne for at hindre offentliggørelse af læserbreve. Til sidst samlede man børnene, under stor forvirring, på institutionen Skovholmgård. I protest mod deres indespærring startede børnene en sultestrejke, og Kirsten Lauritzen stillede igen sit hus til trådighed. Det forbød regeringen imidlertid og sendte herefter gentagne gange aldeles ulovligt spioner ind på fru Laurizens ejendom.

De danske myndigheder satsede så på en forværring af situationen og indtog en afventende holdning.

Da der var gået nogle måneder, vedtog man en ny strategi: man spredte børnene over hele landet og og anbragte dem hos særligt udvalgte familier. Man adskilte bror og søster, onkel og nevø. Hvis et barn flygtede for at vende tilbage til sine pårørende, indhentede politiet det og bragte det tilbage til dets plejefamilie.

Nu stod Vietnambørnene alene i en fjendtlig verden, anbragt hos fremmede, hvis sprog de knapt nok kendte, og som var ude af stand til - selvom de eventuelt måtte ønske det - at give dem den kærlighed, de trængte til. Hvordan skulde disse børn, forladt og fjernet fra deres eneste rigtige familie, undgå at få en skade for livet ?

En af de hovedansvarlige i denne sag var en kvinde, socialminister Eva Gredal. Og man er målløs over den fuldstændige mangel på følelser, hun udviste under hele affæren. Da Elisabeth Phan Sam på et møde spurgte hende "Hvorfor sender man politi med hunde ud for at føre tilsyn med børn, som ikke er kriminelle?", svarede Eva Gredal koldt med et modspørgsmål. "Har hundene bidt børnene?" Nej, hundene har ikke bidt børnene, altså har man intet at bebrejde sig! Eva Gredal og de ansvarlige for aktionerne mod Vietnambørnene kunde have god samvittighed! Og netop deri ligger det uhyggelige: man har såret børn langt ind i sjælen, men man hævder at have handlet i retfærdighedens navn. fordi man efter sigende ikke har øvet vold - hvilket i øvrigt er forkert. Eller man gør sig til af at sørge for børnenes materielle fornødenheder. Den danske regering kunde således med god samvittighed prale med, at den sikrede dem en erhvervsuddannelse og havde anbragt dem hos familier, hvor de fik den fornødne kost og logi. I virkeligheden var det først og fremmest plejelønnen, som fik mange af disse familier til at tage et barn til sig.

Der er noget råddent i Danmark

Ja, der er virkeligt noget råddent i Danmark; og ikke bare i Danmark, men i hele den mere og mere følelsesfattige vestlige verden. Problemet skærpes blot i et land som Danmark, hvor det socialdemokratiske bureaukrati styrer befolkningens skæbne. I et sådant system griber staten ofte ind i borgernes liv for at påtvinge dem sine fremskridtsidèer. I Sverige sørger visse byråd endda for at skaffe sexpartnere til enlige ugifte. Det eneste, man bekymtrer sig om i et sådant samfund, er at opfylde borgernes materielle krav. Familier bliver derfor opløst. og de følelsesmæssige bånd, som knyttedes dem imellem findes ikke længere. Således fik fru Lan, en vietnamesisk kvindre, som Henning Becker havde hjulpet, og hvis børn man nu vilde fjerne, følgende forklaring: "De skal vide, frue, at i Danmark tilhører børn ikke deres forældre, men staten." Rædselsslagen ved tanken om, at man vilde tage hendes børn fra hende, kunde fru Lan hverken spise eller sove og var på vanviddets rand. Til sidst - for at slippe væk fra mareridtet - flygtede hun til Frankrig med sin familie.

Hvad er så baggrunden for alt dette?

Man har i H.C.Andersens land nedsat komitèer til varetagelse af børns tarv*. Disse komitèer - de selvsamme som ledte kampen mod Becker- fører tilsyn med danske familier og har myndighed til at fjerne børn fras deres forældre, når blot de mener, at børnene får en skadelig opdragelse. En af de væsentligste bebrejdelser, man således rettede mod Becker, var, at han vilde opdrage børnene med den vietnamesiske families traditioner, efter nogle "reaktionære ideer", som man mente var uforenelige med det danske demokratis grundregler.

Eftersom Becker havde forstået at tilegne sig de grundlæggende principper i den vietnamesiske familie, blev han betragtet af alle børnene som deres rigtige far. I deres store familie havde man antaget den orientalske skik, i følge hvilken de ældste børn tog sig af de yngste og storebrors rolle er det væsentligste. Anvendelsen af sådanne principper resulterer i meget stærke og nære familiebånd. Men denne opfattelse af familien stred imod dansk bureaukratisk mening om, hvad der tjener eller ikke tjener til menneskets tarv.


Beckers Familie var deres familie

I begyndelsen af hele denne affære var der en reel kendsgerning, som den danske regering, da den gjorde brug af sine lovfæstede rettigheder, ikke vilde tage hensyn til: Becker blev af alle børnene betragtet som deres rigtige far. Og det fordi han var den eneste, som brød sig om dem, den eneste, som forstod at elske dem, og som havde ofret sin magelighed og sit liv for deres skyld. Hans plan var at genopbygge den samme store familie i Danmark som i Vietnam, hvor børnene elskede og respekterede hinanden. Det var hans opfattelse, at det var meget vigtigt, at børnene fik et hjem, hvor de kunde beholde deres vietnamesiske identitet, og som kunde give dem den tryghed, de behøvede for at klare de fjendtlige omgivelser i et fremmed land. Ja, den familie, Becker havde skabt, havde allerede fungeret som deres familie i flere år.

Intet politisk hensyn berettiger, at man opløser en sådan familie, at man benytter sig af forældrenes fravær til at lade fuldt udrustede politifolk med hunde bortføre børn, at man adskiller søskende og forbyder dem at sætte sig i forbindelse med hinanden, at man anbringer dem hos familier, som ikke er deres familiier, og som heller aldrig bliver det.

Man har nedbrudt disse børn psykisk ved at fjerne dem fra det eneste menneske, som holdt af dem. Man har underkuet dem med magt for at integrere dem i et samfundssystem. Man kan kun opfyldes af harme over så megen uretfærdighed og umenneskelighed.

Det værste er, at flere demokratiske lande har tilbudt at tage imod Beckers familie. Men det satte den danske regering sig kraftigt imod. Det vilde have givet den et dårligt ry i omverdenen. For et år siden flygtede 7 vietnambørn til Frankrig. De måtte alle føres tilbage til Danmark – af diplomatiske hensyn – på nær een, som var fyldt 18 år, og som foretrak at lade sig hverve til fremmedlegionen fremfor at vende tilbage til det danske socialdemokratiske paradis.


Hvorfor tillader Gud, at den slags ting sker? spurgte hun

Efter at man havde skilt børnene fra Becker og Elisabeth Phan Sam, skete der ikke mere nyt i sagen. Folk blev trætte og mistede interessen for den, og tiden endte med at arbejde for regeringen. Becker har været udsat for alle tænkelige ydmygelser. Flere gange er han blevet smidt ud af sit hus eller sat i fængsel; en nat kom man og fjernede to 6-årige børn, han havde fået lov at beholde.
(vistnok reelt adopterede i Vietnam i følge redaktionen af AKTION)
Becker er i dag en ødelagt mand, som det er lykkredes at fratage livsglæde og -indhold.

Elisabeth Phan Sam sidder her over for mig. Hun har fortalt mig historien om de vietnamesiske flygtningebørn i Danmark. Hun er en ung kvinde med et ukueligt mod, og man fornemmer, hvordan hun af hele sit hjerte føler med sit hærgede folk. Hendes beretning er meget gribende, og hun spørger mig: ”Hvorfor tillader Gud, at den slags ting sker?” Der er ingen bitterhed i stemmen. Hun stiller bare et spørgsmål. Men jeg indrømmer, jeg har svært ved at svare uden videre, ikke fordi jeg intet svar har, men fordi det ikke er noget let svar at give: menneskets lidelser er Gud uudholdelige, de volder Ham en uendelig stor sorg, men Han er ikke altid i stand til at hindre det onde i at ske, hvis der kun rejser sig et eller to mennesker for at bekæmpe det. I dag mere end nogensinde har Gud brug for en generation af rettroende mænd og kvinder, som indser tragedien i det onde, som deler Hans sorg, og som aldrig giver op i kampen. Henning Becker og Elisabeth Phan Sam er to idealistiske mennesker, som er rede til at ofre alt uden bagtanke. Men de har stået alene i deres kamp. Ligegyldighed og angst er stadig for rodfæstet i den vestlige mentalitet til, at man kan hindre det onde i at brede sig.

Og dog, når jeg ser, at det ikke er lykkedes at dræbe kærligheden og gløden i Elisabeths hjerte, så ved jeg, at hun alligevel er kommet sejrrig gennem denne prøvelse, at der findes noget i den menneskelige sjæl, som det onde ikke får lov til at besejre. Og ligeledes ved jeg, at det er det, som i Guds navn giver os lov til at håbe på menneskets redning.



Jean-Pierre Gabriel (og Elisabeth Phan Sam). Fra tidsskriftet AKTION nr. 5.1979 (Børneåret!)


*) Note til "Man har i H.C.Andersens land nedsat komitèer til varetagelse af børns tarv*":            Socialminister Eva Gredal oprettede i slutningen af 1975 en ret omfangsrig Småbørnskommission, som skulde stå for "familiepolitiske foranstaltninger" og overvåge, at alle landets småbørn og deres forældre var underlagt de regler, som kommissionen angav med hensyn til opdragelse og livssyn. Det var selvsamme år, som Gredals ministerkollega, undervisningsminister  Ritt Bjerregaard fik gennemtrumfet sin nye (kommunistprægede) folkeskolelov. Til leder af Småbørnskommissionen valgte Gredal èn uden for partiet, nemlig psykolog Lise Østergaard, som blev minister uden 
portefeuille. 

Det gik så vidt, at den danske regering modtog et åbent brev fra Frankrig fra Doan Van Linnh, generalsekretær i Foreningen for Menneskerettigheder i Vietnam, som i stærke vendinger kritiserede den barbariske behandling af Beckerbørnene foranlediget af Eva Gredal, Lise Østergaard, Børneværnet i Helsinge og Arne Rohde i Socialstyrelse.

Gertrud Galster