december 05, 2015

Av Av Auken


Præstinden Margrethe Auken langede ud efter Morten Knivsmidt, og det kom hun ikke godt fra. 
Folk griner. 
Personangreb uden god saglig begrundelse slår tilbage imod angriberen og lyder som rendyrket misundelse over Mortens energi, dygtighed og kundskab. Ingen politiker har som han givet os indsigt i EU's skumle gøren og laden.

"Hvis en person i den grad gør sig så meget eet med sin kampagne  - jeg har ikke set det før i mit lange liv i politik, - så må han også leve med det - " sagde hun. "Han talte bare om mere EU og mindre EU, men ikke hvad det skulde bruges til" - og fortsatte "Næh, det handlede om. at han er så og så fantastisk klog - og har en fantastisk viden. Han imponerer

Jeg har jo opdaget hans imponatoreffekt!"


https://www.youtube.com/watch?v=q-SaG7a9auI

Her har jeg funder en gammel artikel om præsten på Frederiksberg:

Relieffet Margrethe Auken

Margrethe Gunnarsdatter Auken, f. 1945, datter af det kendte lægepar Kirsten og Gunnart Auken og således søster til Svend Auken og socialrådgiver Gunvor Auken og dermed også svigerinde til Bettina Heltberg og redaktør Ejvind Larsen.

Som theologstuderende giftede hun sig i 1968 med stud.mag. Erik Aksel Nielsen, der kort efter sin examen i dansk og tysk blev ansat som lektor ved Københavns Universitets Institut for Nordisk Filologi, hvor han har adskillige politiske meningsfæller f.ex. Tage A. Hind, Thomas Bredsdorff og Jørgen Bonde Jensen.

Margrethe Auken blev cand.theol. 1971 og ansat som kaldskapellan ved Frederiksberg Kirke og som timelærer i kristendomskundskab ved Zahles Seminarium. I september 1979 kom hun i byrådet i København for Socialistisk Folkeparti i stedet for Bodil Boserup, der var blevet indvalgt i EF-parlamentet. Margrethe Auken bad sig fritaget for byrådsarbejdet med henvisning til sin præstegerning, og at hun lige havde fået barn nummer 3. Dette vakte uvilje inden for SF's egen kreds, hvor man fandt, at hun ikke sådan uden videre skulde kunne løbe fra sit politiske ansvar.

Havde Margrethe Auken haft skrupler med hensyn til sin formåen i byrådet, så nærede hun ingen bekymringer over for folketinget, hvor hun blev valgt ind i oktober 1979. Nu fik hun mulighed for at blive fri for byrådsarbejdet og en del af sin præstegerning. Hun havde fåetmange personlige stemmer ved valget og mente selv, at det måske skyldtes hendes udtalelse om, at «firkløver-partierne» repræsenterede fascistiske tendenser. Påstanden havde givetvis rystet mange, som hele deres liv havde vandret på den valne vej, brolagt med «både og», og derfor ikke rigtigt havde bidt mærke i Margrethe Aukens emsige virke i 1979. Som EF-kandidat var hun så snu at gå bagom alle radioaftaler om valgkampagne og bruge prædikestolen i Frederiksbergs Kirke til sin politiske talerstol, transmitteret gennem æteren af vennerne (Mogens Hansen og Jørgen Vedel-Petersen). Som politiker på prædikestolen blæste hun på den obligate kongebøn og fik medhold hos sin partifælle, biskop Ole Bertelsen. Havde det ikke været mere ærligt at lade kirke være kirke og politik politik?
Dit ja skal være et ja, dit nej et nej. I stedet for - som hun nu havde gjort - at søge sig embede og aflægge præsteløfte i Folkekirken og skrive til dronningen, at man ikke mente det med kongebønnen sådan personligt, men - øh -

Men en præstelønb er vel heller ikke at foragte.

Hvad Margrethe Auken lagde i sin kirkebøn om, at Gud vil følge og f o r f ø l g e med sit ord enhver, der har magt over andre, kan man kun gisne om. Hvem har for resten magt? Har dronningen ? Eller tænkte Margrethe Auken på politiske diktatoriske kræfter som fascister, nazister, marxister, kommunister?

Trods folketingsarbejdet lagde hun ikke præstegerningen på hylden. Hun havde vist, at den kunde bruges politisk. Hun beholdt konfirmationsundervisningen og en prædiken i ny og næ. Eventuelt med radiotransmission, så hendes slægt kunde få lidt ekstra glans over sig, når familiens børn skulde døbes.
(Svend Auken...


Kilde: AKTION nr. 6-7/1980