Satans kamp mod Gud
I begyndelsen skabte Gud Himlen og Jorden, som vor Bibel beretter i de første kapitler.
Senere fulgte planterigets utrolige mangfoldighed og skønhed. Derefter dyrerigets ufattelige
mangfoldighed fra de største arter til de allermindste kryb og mikroorganismer. Hvilken
ufattelig idérigdom Gud havde. Jeg har ofte tænkt, at Gud må have haft det sjovt ved at se
det hele vokse frem, medens han skabte det ene efter det andet i talløse variationer og
skikkelser. Derefter hvilede han, betragtede det alt sammen og så, ”at det var såre godt.” Det
var et Paradis.
Som en slags bestyrer af alt dette skabte Gud et væsen, der ligesom han selv kunne
tænke, vurdere, tage beslutninger og handle. Han skabte Adam, det første menneske. Adam
havde det faktisk godt blandt alle dyrene, som han gav navne, men han var den eneste
tænkende skabning, og derfor var han ensom trods skabningens mangfoldighed.
Gud så Adams tristhed og så, at det var ikke godt, at Adam var alene, og sagde, ”lad os
gøre ham en medhjælp, som passer til ham og kan være hos ham”. Derefter skabte Gud det
smukkeste, mest fuldendte, underfulde, og vidunderlige af alle skabninger, en kvinde: den
underskønne Eva.
Gud er ånd, siger Jesus i sin samtale med Nikodemus (Joh.3), og han tjenes af åndelige
væsener, engle(Matt.26,53). Men der var misundelse blandt nogle af englene, og nogle
gjorde oprør under ledelse af Satan(Es.13,12 ff) som med sit listige ”mon Gud virkelig har
sagt?” forførte Guds dejligste skabning, Eva, for at skabe ulydighed og menneskets oprør
mod Gud(1.Mos.3). Følgerne med løgn og halve sandheder og derefter uddrivelse af
Paradiset og dom til død og evig fortabelse er velkendt, og det ser ud, som om hele
skabningen herefter er i det ondes vold og er underlagt Satans magt. Læs om og læg mærke
til historiens gang i de forløbne årtusinder indtil i dag, og bemærk Jesu samtale med Satan
under fristelsen(Matt.4,1-11 og Luk.4, 5-13 spec. vers 6). .
Men i forbindelse med dommen over slangen(Satans inkarnation) gav Gud et løfte om
redning fra fortabelsen: kvindens sæd skal knuse slangens hoved(1.Mos.3.15).
Satan og hans åndelige tjenere(dæmoner) fortsatte deres forførelse, og menneskers
ondskab tog til(1.Mos.6 ff.), og Gud besluttede at udrydde det hele. Dog var der en, Noa,
som vandrede med Gud, ”en retfærdig og ustraffelig mand blandt sine samtidige”. Han
havde en hustru og tre sønner og svigerdøtre, som Gud gav en underfuld redning under
syndfloden, sammen med ét par af alle arter af dyr og fugle. Det første Noa gjorde efter
redningen var at bygge et alter for at tilbede Gud, og Gud gav løfte om aldrig at gentage
vandfloden, og han gav regnbuen som tegn på sit løfte(1.Mos.9,12-17).
Hele skabningen bredte sig derefter atter over hele Jorden; men Satans og dæmonernes
forførelse til synd og ulydighed bredte sig ligeledes, ”thi menneskehjertets higen er ond fra
ungdommen af”(1.Mos.8,21).
Satans forførende virksomhed foregår på alle niveauer og i alle situationer i
menneskelivet. Ved enhver beslutning eller valg er han aktiv i sin kamp mod Gud. Det
gælder ethvert valg og enhver beslutning for det enkelte menneske, for et hjem, for skole og
samfund, for kirke og menighed og i alle politiske beslutninger og handlinger.
Gud forsøgte atter en plan til frelse for mennesker, idet han på ny valgte en retfærdig
mand til at være stamfader til et folk, som han speciel ville opdrage og lede som en slags
”demonstrationsfolk”. Derved skulle velsignelsen ved at tilhøre et folk ledet efter Guds
forordninger synliggøres over for folk med alle andre love. Som stamfader dertil kaldte han
Abraham: ”I dig skal alle Jordens slægter velsignes”(1.Mos.12,1ff.), og Gud førte ham og
hans familie ud fra Ur i Kaldæa mod Nord langs floden Eufrat til Aram og derfra videre til
landet, Kanaan, hvor han og hans familie levede som fremmede.
Abraham fik to sønner. Først én med en Egyptisk trælkvinde, Hagar, hvilket skete i
utålmodighed hos både Sara og Abraham over for Guds løfte. Under et flugtforsøg lovede
Gud Hagar, at hendes dreng, Ismael, skulle blive stamfader til et stort folk, Araberne, men
sagde samtidig, at drengen ville blive ”et menneske-vildæsel, hvis hånd er mod alle, og alles
hånd mod ham, han skal ligge i strid med alle sine frænder”(1.Mos.16,12) –
Omkring 12 år senere fik Abraham en søn med sin ægte hustru, Sara. Han, løftets søn, fik
navnet Isak. - Isak giftede sig med sin kusine, Rebekka, Abrahams brordatter, som blev
hentet fra Aram. Isak og Rebekka fik to sønner, tvillinger, Esau og Jakob. Esau kom først
og havde som sådan førstefødselsretten, men den tillistede Jakob sig tillige med Isaks
velsignelse, som også tilkom den førstefødte(1.Mos.27). Bedrageriet vakte stor sorg og
berettiget vrede hos Esau, så Jakob måtte flygte til sin morbroder, Betuel, i Aram. På vejen
åbenbarede Gud sig for Jakob, og han gentog her sine løfter i sin tid til Abraham(1.Mos.28).
Efter syv års tjeneste hos Betuel fik Jakob løfte om Rakel, Betuels yngste datter, som han
havde forelsket sig i, til hustru, mod yderligere syv års tjeneste. Ved et bedrageri blev han
gift med den ældste datter, Lea. Det vakte selvfølgelig Jakobs fortørnelse, men mod løfte
om yderligere syv års tjeneste blev han efter en uge også gift med Rakel. Yderligere fik han
i de følgende år to medhustruer. Med disse fire kvinder fik Jakob tolv sønner, og han blev
dermed stamfader til ”Tolvstamme-folket”.
Efter udstået tjenestetid hos Betuel brød Jakob op med hele sin familie og sin erhvervede
ejendom for at drage til Kanaan. På vejen ved Pnuel mødte Gud ham atter. Det synes at
have været et svært opgør med Jakobs fortid og synderegister, men ender med Guds
velsignelse og løfte om fortsat beskyttelse. Gud ændrede her Jakobs navn til fremtidig at
være Israel, som også blev ”Tolvstammefolkets” navn, hvilket det har været indtil den dag i
dag(1.Mos.32,24-32).
Foreløbig udgjorde hele familien dog kun ca. 70 personer, som under en tørke med
hungersnød blev tvunget til at flytte til Ægypten, hvor de opholdt sig i 430 år(1.Mos.46). –
Folket voksede, men levede mere og mere under trællekår. Derefter udfriede Gud dem på
underfuld vis under ledelse af Moses og broderen Aron, og han førte dem i de følgende 40
år gennem ørkenen til ”det forjættede land”, Kanaan(2.Mos.Kap.1-14).
Men først gik turen til Sinaj, hvor Gud ”gav sit folk i ørkenfjeldets torden loven i hånd”
(2.Mos.Kap.19-20). - Loven, De ti Bud, om hvilke en borgmester engang sagde, at disse
bud kunne ikke diskuteres, ”for de er simpelthen en forudsætning for almindeligt anstændigt
menneskeligt samvær”. Det var de love, Den Gamle Pagt, som Gud forordnede som krav
for fortsat velsignelse, dels mellem ham og folket og dels mellem menneskene indbyrdes,
Vandringen fortsatte Syd omkring Det Døde Hav, hvor Esau havde slået sig ned med sin
slægt, og Øst omkring Det Døde Hav, hvor Abrahams brorsøns, Lot’s døtre, med deres
slægter boede. Gud pålagde Israel, at de ikke måtte indlade sig i krig med disse folk, fordi
han havde tildelt dem disse områder(5.Mos.2,Kap.4-5 + Kap.2,9 + 2,18-19).
Nord for Det Døde Hav gik Israel under ledelse af Josva over Jordanfloden og indtog på
underfuld vis som det første område byen Jeriko. Derefter indtog de resten af Kanaan og
fordelte landet mellem de tolv stammer(Josva-bogen).
Landet blomstrede under Guds velsignelse, som det læses i Dommerne-, Kongerne- og
Krønike-bøgerne og nåede sit højdepunkt under Kong David og Kong Salomon.
Sidstnævnte forfaldt sammen med folket til at dyrke ”fremmede guder”. (- Satans
fristelser og forførende værk, så vel som ved Abrahams og Saras tvivl på løftet om en søn
og dermed Ismaels fødsel, så vel som ved Jakobs og Betuels bedragerier -)
Efter Salomon blev riget delt i et Nordrige under navnet Israel og et Sydrige under navnet
Juda, hver med sit kongedømme. De følgende århundreder berettes om skiftende modgang
under frafald og om velsignelse under trofasthed mod Pagten, hvilket historisk afspejler sig
i beretningerne om kongernes levned.
Nordrigets konger var alle utro mod den levende Gud, og de blev afgudsdyrkere som
landets tidligere indbyggere, og folket blev til sidst i år 622 f.Kr. ført i fangenskab til
Assyrien(2.Kong.Kap.17,1-23).
Sydrigets, Juda Riges, konger var skiftende trofast og utro mod Gud og Pagten, men de
tre sidste konger forlod helt Israels Gud og hans Pagt, og godt hundrede år efter Israels
bortførelse, år 587 f.Kr., blev også Juda Riges folk ført i fangenskab til
Babylon(2.Kong.Kap. 25. + Daniels Bog).
Dette fangenskab varede efter Guds bestemmelse og profeti i 70 år. Under dette vendte
folket sig i anger til Gud. Da de 70 år var gået besluttede Babylons konge, at Israel måtte
vende hjem og han støttede og opmuntrede dem til at genopbygge Jerusalem og Templet,
som ved bortførelsen blev ødelagt(Ezras og Nehemias’s bøger).
Folket levede nu lydige mod pagten og loven, men de kom senere ved Romernes
erobringskrige under romersk herredømme. Derunder opstod en stærk Messias(frelser)-
forventning, idet man tolkede de gamle skrifters løfter som løfte om en helt, der skulle befri
dem fra Romernes herredømme.
Deri tog de fleste af deres skriftkloge og farisæerne fejl.
Gud havde ikke glemt sit oprindelige løfte til Eva og til Abraham, Isak og Jakob. ”Og i
tidens fylde udsende Gud sin Søn, født af en kvinde født under loven, for at han skulle
løskøbe dem, som var under loven, for at vi skulle få ”sønne-udkårelsen” (dvs. barnekår,
Gal.4,4-5 og de fire evangelier, hvor man først må nævne Juleevangeliet(Lukas 2,1 ff.).
Guds frelse gjaldt ikke blot Israel, men hele Verden: Johs.3,16. - ikke blot redning fra
Romerne eller andre politiske eller nationale magter, men frelse fra Satans magt og
forførelse, fra syndens følger: død og evig fortabelse.
I en alder af ca. 30 år og ca. 3 år fremover forkyndte Jesus sit evangelium, Den Nye Pagt
– Guds kærligheds pagt, og han gjorde sine undergerninger. Farisæerne og de skriftkloge
undrede sig over hans guddommelige magt, men kunne slet ikke acceptere, at han var Guds
søn efter skrifterne. Derfor ønskede de ham henrettet, hvilket lykkedes ved falske vidner og
med Romernes hjælp – dog under protest af Pontius Pilatus. Farisæerne og de skriftkloge
indså ikke, at hans død var en forsoning for al Verdens synd(Es.53 og Johs.1,29) og var et
led i Guds frelsesplan. Det var efter skrifterne(1.Kor.15,3 ff.).
Livets lyse morgenrøde, efter dødens nat,
hele Verdens syndebrøde, sonet og forladt.
Jesu henrettelse, død og opstandelse er beskrevet i alle fire Evangelier: Matt.26-27, Mark.
14-15, Lukas 22-23, og Johs.18-19.
Jesu sidste ord var: ”Det er fuldbragt!” Det betød, at forsoningen var fuldført. Ingen ville
mere gå fortabt på grund af Satans fristelser og menneskers synd. Satan, vor frister, forfører
og anklager(Åb.12,7-12, spec.v.10) var dermed totalt afvæbnet. Hvad Satan end lokkede
mennesker til af synd var uden betydning. For enhver, som holder sig til Jesu ord og løfte til
Nikodemus får synden tilgivet og frelses fra død og fortabelse(Joh.3.16).
Jøderne forkastede Jesus som deres frelser, skønt Pilatus kraftigt påpegede hans uskyld.
Jødernes svar til Pilatus, da han forsvarede Jesus: ”Hans blod komme over os og vore
børn”(Matt.27,25) gik grusomt i opfyldelse i år 70, da Jerusalem og templet blev indtaget og
ødelagt, og jødestaten blev definitivt knust i år 135 e. Kr..
Historisk kan det næsten se ud, som om at Satan erkender sit nederlag ved Jesu sejrsråb,
og at han derefter holder sig afventende i en årrække. Men i år 622 inkarnerer han sig i et
djævelsk ondt menneske i Arabien, Muhammed, og kaldte ham for sin profet, og Satan
erklærede sig selv for at være gud under navnet Allah, og han krævede total underkastelse
og tilbedelse som den eneste gud(- jf. igen hans krav Es.13,12 ff. + 2.Thess. 2,3-4 + 2,9-10).
Det var og er løgn fra ende til anden, hvilket ikke kan undre, når vi betænker Jesu ord om
ham: ”Når han taler løgn, taler han af sit eget; thi han er en løgner og løgnens
fader.”(Johs.8,44).
Efter natur tror mennesker hellere løgnen end sandheden, og fra Arabien har
Muhammeds lære, Islam, siden ved trusler, terror, vold, voldtægt, slaveri og mord og
brutale og blodige erobringer bredt sig til store dele af Afrika, Tyrkiet, Mellemøsten, Indien
og Sydøstasien. Desuden har Satan og hans dæmoner i nyere tid inkarneret sig i diktatorer
som f.eks. Karl Marx, Pol Pot, Mao, Stalin, Hitler, Mussolini, Arafat o.m.a., som har
markeret sig med ufattelig umenneskelighed og ondskab, og som over alt er udtryk for
Satans kamp mod den levende Gud og mod de mennesker, som tror på ham og holder sig til
ham. Muhammeds biografi er en grusom beretning om denne kamp.
Koranen, Islams lovbog, er en lang opfordring til med løgn og bedrag og til med alle til
rådighed stående midler at tilintetgøre enhver modstander af Islams lære. Først og fremmest
skal Jøder og Kristne udryddes. Alle øvrige skal tvinges til tilbede Allah, indtil målet er
nået: at Allah og hans sataniske lære, Islam, hersker over hele Verden. - Churchill sagde i
en tale 1899: ”Hvis ikke den kristne Verden stod værnet bag dens stærke militære våben, da
var den for længst bukket under ligesom Romerriget”.
Efter Shahens fald i Persien i 1979 proklamerede Ayatollah Khomeini en ny måde for
Islams kamp: muslimer skal udvandre til de ”vantro”s lande. Der skal de bosætte sig, og de
skal i tidens løb ved børnefødsler opnå at udgøre en større og større del af landenes
befolkninger. Når deres antal er tilstrækkeligt i et område, skal de tage magten og indføre
Islam ved jihad, det vil sige, alle muslimer skal kæmpe for Allahs sag på ethvert muligt
niveau og på enhver mulig måde fra venskab til drab.
Det er den situation Verden, speciel Europa oplever for tiden. Islam tromler ind over alle
grænser i form af ”stakkels flygtninge”, der under alle påskud vil tiltvinge sig ophold, så de
her kan pleje og opfostre nye generationer af Allah-tilbedere og -krigere.
De, der har magten til at kæmpe imod, vore politikere, gemmer sig bag konventioner,
såkaldte menneskerettigheder og humanisme og taler fromt om næstekærlighed som påskud
til at føre uvedkommende krige.
Men var det ikke Allah, der hviskede politikerne ørerne fulde af humanistisk vildledning
og vrøvl, og som fik Vesten til at gå ind i krigen på Balkan? Til sidst sønderbombede de det
forsvarsløse, kristne Serbien og hjalp Allah til magten i Kosovo. Følgen blev hundredvis af
ødelagte kristne kirker og helligdomme, og tusindvis af afbrændte kristne hjem med
tusinder af fordrevne hjemløse, kristne serbere. Var det ikke Allah?
Hvem dårede Vesten til militært at gribe ind i Irak, Afghanistan, ”Det arabiske forår” og
nu i Syrien og dermed er medvirkende til kaotiske tilstande i alle disse områder? Hvem er
det, der opfordrer mennesker i 100.000-tal at ”flygte” til Europa? - Er det ikke Allah?
Biskop Per Lønning sagde engang om al ondskab: ”Det er den samme djævel, der står
bag.” - Den samme djævel kan ved sin inkarnation optræde i utallige skikkelser og
forklædninger: Som brølende løve, ulv i fåreklæder, med from snak om barmhjertighed,
eller som bødlen ved tortur eller som grusom diktator som nævnt.
Det er skæbnesvangert at vore politikere blåøjet nægter at se sandheden i øjnene og lader
ondskaben få magten. Men mere usselt er det, at lejesvendene, præster og biskopper, vor
tids ypperstepræster, farisæere og skriftkloge, som skulle være åndelige vejledere for vort
folk og da først og fremmest for politikerne, for langt de flestes vedkommende blot hygger
sig i deres præste- og bispegårde og uanfægtet lader ”ulven gå på rov i deres fåreflokke”.
Hvor mange drager omsorg for, at de døbte bliver oplært i den kristne tro, ”så de må blive i
Kristus, ligesom de nu ved dåben er indpodet i ham”?
Kun meget få af vor præstestand og menighedsledere har talt sandt om Islam. Man
stikker halen mellem benene og fører dialog. ”Samtale fremmer forståelsen” hed en bog,
som biskopperne udsendte for nogle år siden. ”Islam er ingen fare. Her er ingen ulve”,
hedder det. Nogle siger endog løgnagtig ”at det er jo den samme Gud”. Fromt knælede i
1993 i Camp David Amerikas præsident, Israels leder sammen med Yasir Arafat i bøn, og
efter 9/11 2001 opfordrede præsident Bush de Kristne, Jøderne og Muslimerne til at gå til
hver sin gud i bøn for fred. Det kan lyde fromt, men det er hykleri, eftersom Allah er vor
Guds og vor kristne kulturs svorne fjende.
Nogle præster og biskopper herhjemme plæderer oven i købet for, at vi skulle hjælpe
muslimerne med at bygge moskeer. Enkelte har endda foreslået, at vi kunne låne dem vor
kirker til deres bønnemøder og derved vise dem ”broderkærlighed”.
De, der siger sådan, er blinde vejledere, der svigter deres kald (hvis de da har haft et
sådant), og de forråder menighedens Herre, som de får løn og bolig for at tjene.
De vildleder vort folk og vore politikere, og de fører vort land og vor tusindårige kristne
kultur til undergang. Ikke uden grund spurgte Jesus: ”Når Menneskesønnen kommer igen,
mon han så vil finde troen på Jorden?”(Luk.18,8)
Gud er ånd, og under denne ånds vejledning har vore fædre og mødre skabt den kultur og
det samfund, som vi har arvet, og som vi har den lykke at være født og vokset op i.
Satan er også ånd. Værst af alt er, at han kalder sig gud og siden 622 har inkarneret sig i
navnet Allah(se igen: 2.Thess. 2,3-4). Under dette navn forfører han millioner af godtroende
mennesker til underkastelse, trældom og død med sine evige løgne. Han fører sig så
grusomt frem, så at alle må indse Churchills advarende tale – denne kamp klares i denne
verden ikke alene med from snak, konventioner og såkaldt menneskerettigheder. Dette bør
vore politikere mærke sig i Churchills alvorlige og advarende tale.
Satans kamp mod Gud har stået på fra Jordens skabelse, og hans fristelser og forførelser i
os og af os og dermed hans kamp om os vil fortsætte med al sin grusomhed, så længe
Jorden står – indtil Jesu Kristi genkomst.
Den 17.11.2015.
Jørgen D. Grønbæk.
Holstebrovej 65,
7800 Skive.
